Vimond på vej til hele verden

21.10.2016

Vimond, der udspringer af Egmont-ejede TV 2 i Norge, sælger streamingteknologi til nogle af verdens største medieselskaber. 

Foto: Sofie Amalie Klougart

Streaming er for alvor blevet et konkurrenceparameter for tv- og medieselskaber. Det har betydet, at Vimond, der er 100 procent ejet af TV 2 i Norge, har fået store kunder ind i folden, blandt andet nyhedsbureauet Reuters, den amerikanske mediegigant ComCast og Iflix, en streamingtjeneste, der vil konkurrere med Netflix.    

Det stod hurtigt klart for Vimonds ledelse, at hvis man ville være en del af denne udvikling, kunne man ikke drive forretningen udelukkende fra hovedkvarteret i Bergen i Norge. Derfor besluttede den norske CEO for Vimond Helge Høibraaten og Glenn Pedersen, der er CTO i Vimond, i sommeren 2015 at flytte til New York for at starte en lokal afdeling af Vimond op.

”Nu er vi i den store liga, men det kræver lokal tilstedeværelse. For os er den eneste måde at gøre det på ved at flytte folk ud, der kan tage Vimond-kulturen med sig og opbygge den lokalt,” siger Helge Høibraaten.    

"Vi kan holde møder og spise frokoster med potentielle kunder. Det giver en helt fantastisk tilgang til markedet i USA, som eksploderer lige nu – alle er i gang med at lave streamingtjenester.” 

En lille fisk
Vimond er dannet i 2011 og ejet 100 procent af TV 2 i Norge. Vimond er en teknisk platform, der kan bruges til at drive og håndtere video- og streamingtjenester. Med Vimond kan man holde styr på indhold og de brugere, der er tilknyttet tjenesten. Vimonds kunder tæller blandt andet Cmore, Comcast, Reuters, Iflix, DR, NRK, TV 2 i Norge og Nordisk Film.

Vimond er skabt ud af TV 2s streamingtjeneste, Sumo, som Helge Høibraaten startede med blandt andre Glenn Pedersen. På TV 2 Sumo skabte de en teknologisk platform, som gør, at man kan sende levende billeder ud til tusindvis af brugere på mange forskellige platforme – fra små mobilskærme til store fladskærme. Et system der binder indhold, seere og pengestrømme sammen, så man kan se tv, hvor man vil, når man vil og på hvilket et apparat, man vil.    

Men da først de stod med systemet, meldte tanken sig: Hvis vi kan bruge det, må der helt sikkert også være andre, der er interesserede.    

"Vi følte, at TV 2 Sumo var en proven success. Men vi var en stor fisk i en lille dam, og vi er den type mennesker, som hellere vil være en lille fisk i et stort hav. I 2011 var vi ni personer fra TV 2 Sumo, som skabte Vimond. I starten havde vi TV 2 samt MTV3, TV 4 og Cmore som kunder og omsatte for cirka 15 mio. NOK. I 2016 havde vi 22 kunder fordelt på tre kontinenter og omsatte for 130 mio. NOK,” fortæller Helge Høibraaten.    

"Da vi startede Vimond, var vi et hold, som er eksperter i at drive tv på nettet, men vi var ikke eksperter, når det kommer til at sælge teknologi på et globalt niveau. Vi har haft en meget stejl læringskurve, rejsen har været smertefuld og krævet enorm indsats, men jeg er også overbevist om, at det, vi skaber, er unikt. Derfor ansætter vi kun folk, som virkelig brænder for at være i Vimond. Vi har takket nej til flere, der var fagligt dygtige, men som ikke havde gnisten. Det betyder, at vi har et hold, som er super motiveret og har et eget drive,” siger han. 

Lokal tilstedeværelse
Vimond konkurrerer om kunderne med en håndfuld andre selskaber, men Helge Høibraaten føler, at det TV 2-ejede selskab har en fordel, fordi det er skabt af en tv-station og ikke i et tech-firma.    

"Vi kommer fra en publicistisk tv-baggrund. Vi er vant til at tænke på slutkunden, på seerne og på arbejdsflowet i et redaktionelt miljø,” siger han.    

En af Vimonds kunder, Mark Britt, der er CEO i streamingtjenesten Iflix, udtrykker det således: ”Vimond er den bedste partner, jeg nogensinde har arbejdet med. De er fleksible, reagerer hurtigt, og vi er som én stor familie.”   

Iflix har flere millioner abonnenter og er til stede i bl.a. Filippinerne, Malaysia, Thailand og Vietnam, og det nære samarbejde med Vimond er helt afgørende.    

"Vi taler med deres folk hver eneste dag. Vi har fuld tillid og gennemsigtighed. Det er helt unikt. Da vi skulle starte op, sammenlignede vi ti selskaber. Vimond er ikke de billigste, men de er de mest passionerede,” siger Mark Britt. 

Læs mere om Vimond.