Ungt talent modtager Egmont Legatet

04.07.2014

Egmont Legatet på 100.000 kroner gives til den 27-årige kandidat fra Harvard University Mette Kim Bohnstedt.

27-årige Mette Kim Bohnstedt har en målsætning om at udvikle og drive en organisation, der skal lære udsatte børn og unge helt konkret, hvordan de kan kombinere social forandring med iværksætterkompetencer. Mette Bohnstedts uddannelsesmæssige og professionelle fokus fra bl.a. Harvard University og CBS er at skabe en positiv forandring for udsatte børn og unge. Hun har nu fået det såkaldte "Egmont Legat" på 100.000 kroner. Legatet skal bruges til en MBA-uddannelse ved Bentley University i USA. En uddannelse, der skal give hende en solid organistorisk og forretningsmæssig baggrund, som hun kan bruge til at arbejde med udsatte børn og unge.

Egmont Fonden støtter udsatte børn og unge

Det er anden gang, at Egmont Fonden i samarbejde med Danmark-Amerika Fondet uddeler Egmont Legatet til studier eller forskning i USA bl.a. inden for områder, der kan være med til at skabe et godt liv for børn og unge.

Egmont Fonden er en erhvervsdrivende fond, der driver medievirksomhed og almennyttigt virke. Medievirksomheden er Danmarks største med aktiviteter i 30 lande og 6.600 medarbejdere. Egmont står bl.a. bag Nordisk Film, TV 2 i Norge, biografer, Lindhardt og Ringhof, undervisningsforlag, PlayStation og en række delejede filmselskaber som Zentropa. Egmont Fonden uddeler over 70 millioner kroner i 2014 til at sikre et godt liv for børn og unge og investerer altså også i unge, der har et potentiale for at skabe sociale forandringer, hvilket Mette Bohnstedt er et godt eksempel på. Legatmidlerne til Mette Bohnstedt kommer fra J.C. Petersen og Hustru Fanny Petersens legat, der administreres af Egmont Fonden.

Kandidatuddannelse fra Harvard University

Mette Bohnstedt har en kandidatuddannelse i Technology and Education fra Harvard University og en bacheloruddannelse i Business, Language and Culture fra Copenhagen Business School. Hun har stor erfaring med uddannelsesprojekter fra flere opstartsorganisationer i forskellige lande bl.a. har hun startet en ungdomsorganisation i Colombia og en amerikansk NGO med henblik på at give deres samfundsændrende initiativer liv online.

Egmont Legatet gør det muligt for Mette at fortsætte sin uddannelse på Bentley University i Boston med fokus på at bygge bro mellem iværksætteri og udsatte unge. Legatet blev uddelt den 19. juni 2014 af Henriette Christiansen, som er direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.