21.10.2016
For første gang holder Røde Kors ferielejr for uledsagede flygtningebørn. Egmont Fonden har støttet lejren, der skal hjælpe børnene ud af social isolation og give dem en unik ferieoplevelse
23 uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan, Kurdistan, Syrien og Eritrea er rykket ind på Klank Efterskole i Galten for at deltage i Røde Kors' Ferielejr, som Egmont Fonden har støttet. Efterskoleeleverne er taget på ferie med deres familier, og de har ryddet værelserne til de nye gæster, der ikke har nogen familie at tage på ferie med.
Flygtningebørnene har været et års tid i Danmark og har fået opholdstilladelse. 15-årige Yama fra Afghanistan er et af de over 2000 børn, der sidste år kom til Danmark uden forældre. Han går på sprogskole i Hedensted, og han har fået mange nye venner på lejren.
- Her er alting sjovt. Nu kender jeg de andre, det gjorde jeg ikke før. Jeg snakker med dem, og vi laver nogle aktiviteter sammen, og det er rigtig sjovt for mig. Jeg var på asylcentret, men det var ikke sjovt. Her lærer jeg nye ting, jeg laver en masse sjovt og laver mad. Det er rigtig godt.
Flygtningebørnene fleste bor på opholdssteder med pædagogisk personale og går i skole. De er ofte mere modne end deres jævnaldrende, men de er også mere socialt isoleret. Og en efterårsferie kan være lang, når alle kammeraterne er væk.
- Gennem leg og glade aktiviteter vil vi styrke de unge i at mestre deres eget liv og give dem en fornemmelse af, at de ikke er alene i verden. Og efter efterårsferien har de også opleveret noget, de kan fortælle deres skolekammerater om, siger udviklingskonsulent Benedicte Ohrt Fehler fra Røde Kors, der har koordineret ferielejren sammen med lejrledelsen.
Zaidan kom til Danmark fra Afghanistan for et år siden, og hun nyder at være på ferielejr.
- Det er helt vildt, hvad vi har oplevet. Vi skal være sammen med andre børn og lære dem at kende. Vi skal snakke sammen og samarbejde Det er rigtig hyggeligt. Når vi har ferie eller weekend, sidder vi bare på værelset. Vi har ikke noget at lave.
Selv om børnene har forskellige nationaliteter og religion, er der ingen problemer på lejren – heller ikke med at tale sammen.
- Afghansk og kurdisk er lidt det samme, så vi kan godt forstå hinanden, og vi har også lært dansk. Hvis nogen ikke er så gode til dansk, blander vi bare arabisk og dari og kurdisk og English og dansk. Vi kan godt forstå hinanden, siger Zaidan.
Hun går i 8. klasse i Juelsminde og har allerede tilegnet sig begreber som "hygge" og "fedt" og "shoppe".
- Da jeg kom til Juelsminde, skulle jeg være sammen med danskere, og jeg havde ikke nogen venner, og jeg følte mig ensom nogen gange, men nu har jeg gode venner, vi snakker sammen og vi går ud og vi besøger hinanden, jeg synes det er rigtig fedt, og det hjælper os rigtig meget.
På ferielejren laver de unge mad til hinanden. De spiller fodbold, volleyball, klatrer i træer og forcerer en adventurebane, som et par af efterskolens lærere har lavet til dem. De tegner, bager kager og spiller brætspil. Og de får et nyt netværk til andre unge, der er samme situation som dem selv. 17 frivillige voksne tager sig af de unge, og der er ikke behov for forbud – kun fælles leveregler.
- Vi har så mange gode aktiviteter og vil gerne være sammen med dem, og de vil også gerne være sammen med os. Så der er ingen grund til at sige, hvor man ikke må gå hen. Og så kører vi dem trætte, så de sover kl. 23, siger Lone Clausen, der er frivillige lejrleder.
Sammen med Burcu Habibi, der studerer på Roskilde Universitet, har hun overblikket over alle aktiviteter og sørger for, at de unge ved, hvad der skal foregå.
- For mig betyder det rigtig meget, hvad det giver de unge at være her. Hvis det rykker dem nogle skridt videre både sprogligt og socialt, giver det mig noget. Eller hvis de unge lærer nye ord eller at synge med på nogle af de lege, vi har.