02.10.2014
TV 2 Norge har haft en fantastisk september. Ja, faktisk har de haft flere forrygende måneder.
Af alle TV-kanaler i Norge er TV 2 Norges kanaler nemlig dem, som er gået mest frem, og det er både på seertal og reklameomsætning.
”Otte måneder med vækst beviser, at vi har klaret udfordringen med at skabe det gode indhold, som seerne vil have,” siger administrerende direktør Alf Hildrum.
Fremgangen på seertallene er særdeles mærkbar, og TV 2 sidder med en markedsandel på hele 22,2 procent, hvilket er en fremgang på 2,7 procentpoint, og det er en hel del.
På reklamekøbernes hovedmålgruppe, som er seerne mellem 20-49 år, er kanalen også gået frem med hele 3 procentpoint. Det er der ingen andre, der kan hamle op med.
Med den flotte vækst som strækker sig over otte måneder, må 2014 siges at tegne sig særdeles godt.
”Stærkt indhold, vigtigt indhold, norsk indhold og underholdende indhold er opskriften, som vi også skal følge i de kommende måneder og år”, siger Alf Hildrum.