002-kollektivet--20photo-20by-20ola-20kjelbye-web

Trine Dyrholm vinder Sølvbjørn

22.02.2016

Den danske skuespillerinde vandt lørdag aften den ærefulde pris ved filmfestivalen i Berlin for bedste kvindelige hovedrolle 

Foto: Ola Kjelbye

Trine Dyrholm skriver sig ind i dansk filmhistorie ved at være den første danske kvindelige skuespiller, der vinder en Sølvbjørn. Hun får den for sin rolle som ’Anna’ i filmen ’Kollektivet’. Zentropa-filmen har høstet flere roser og priser, men lørdag aften i Berlin toppede succesen.

- Jeg vil gerne takke Thomas Vinterberg, der er en vidunderlig instruktør og en tak til hele kollektivet. Og så vil jeg rette en stor tak til mand Niclas, der er her i salen i aften. Jeg elsker dig så meget, sagde Trine Dyrholm, der efter showet uddybede hendes glæde overfor den fremmødte presse: 

- Salget af filmen internationalt er heldigvis gået godt, men det her kan selvfølgelig hjælpe til. Og så synes jeg, at prisen er et meget stor kompliment til Thomas Vinterberg. Som instruktør har han nu vundet skuespillerpriser i både Berlin og Cannes (Mads Mikkelsen for 'Jagten' i 2012, red.). Det siger noget om hans format, og jeg er meget glad for at have arbejdet sammen med ham om den her film. 

Danske spillefilm har før vundet sølvbjørne i Berlin
2012: Sølvbjørn til Nikolaj Arcel for bedste manuskript og Mikkel Boe Følsgaard for bedste mandlige skuespiller i ’En kongelige affære’
2006: Sølvbjørn til Pernille Fischer Christensen for ’En Soap’
2001: Sølvbjørn til Lone Scherfig for ’Italiensk for begyndere’
1999: Sølvbjørn til Søren Kragh-Jacobsen for ’Mifunes sidste sang’
1997: Sølvbjørn til Søren Kragh-Jacobsen for musikken ’Øen i Fuglegaden’
1996: Sølvbjørn ril Bo Widerberg for den svensk-danske ’Lærerinden’
1979: Sølvbjørn til Astrid Henning-Jensen for 'Vinterbørn'