Grydelapper 2019

Tina Hougaard Friis fra Aarhus har lavet Danmarks fineste grydelapper

21.10.2019

Et par naturtro rødspætte-grydelapper sikrede 31-årige Tina Hougaard Friis 1. præmien i ugebladet Hjemmets konkurrence om DM i grydelapper

For andet år i træk har ugebladet Hjemmets læsere hæklet og strikket de fineste, sjoveste og mest fantasifulde grydelapper og sendt dem ind til Hjemmets store konkurrence, DM i grydelapper.

"Det er lige før, man kommer til at stege den," udbrød et af jurymedlemmerne spontant, da hun så Tina Hougaard Friis' meget naturtro rødspætte-grydelap med kuglerunde øjne, karakteristisk fiskemund, finner og broderede røde "spætter". Og rødspættegrydelapperne løb da også med 1. præmien i dysten.

Det har væltet ind med kuverter med de skønneste bidrag til konkurrencen, og da sidste frist for indsendelse var nået, bugnede chefredaktør Marianne Grams kontor af grydelapper i alle tænkelige farver og faconer.

"Vi har igen i år set et rigtig højt teknisk niveau," siger Hjemmets håndarbejdsredaktør, Louise Gram. Hun har stået i spidsen for juryen, der har bedømt de mange grydelapper.

"Hjemmets læsere er meget dygtige til at strikke og hækle og har vist en meget høj grad af kreativitet. Flere har kombineret flere forskellige teknikker, f.eks. flere forskellige hækleteknikker i samme grydelap eller en kombination af strik og hækling, og som noget nyt har flere dekoreret deres grydelapper med broderisting. Der har virkelig været tænkt over detaljerne," siger Louise Gram.

Årets vinder, 31-årige Tina Hougaard Friis fra Aarhus, lærte sig selv at hækle en aften, hun kedede sig for ti år siden ved at se en video på YouTube. Siden har hun været bidt af hækling, og hun følger sjældent en opskrift. Vinder-rødspætten er da også hæklet i fri hånd.

"Jeg ville gerne hækle en grydelap, som jeg ikke selv har set før. Valget faldt på en rødspætte, fordi jeg synes, at det er en lidt sjov fisk, og så passer dens form lige til en hånd," fortæller Tina Hougaard Friis.

Til hverdag læser Tina Hougaard Friis æstetik og kultur på Aarhus Universitet. Og når det gælder håndarbejde, er det ikke grydelapper, hun gør sig i. Hun hækler derimod blæksprutter til Spruttegruppen, som hun også står i spidsen for. Spruttegruppen er en frivillig organisation, der indsamler hæklede blæksprutter til for tidligt fødte.

Vindergrydelapperne og de øvrige ni finalister kan ses i denne uges nummer af Hjemmet.

Ugebladet Hjemmet udgives af Egmont Publishing, som er en del af mediekoncernen Egmont. Hver uge udkommer Hjemmet med masser af underholdning for hele familien. Her er hyggelige artikler, spændende romaner og noveller samt et væld af madopskrifter og populære brevkasser. Hjemmet indeholder også et stort tv-blad og 24 sider med kryds og tværsopgaver.

Vinder 2019 grydelap
Årets vindergrydelap 2019 - skabt af Tina Hougaard Friis
Vinder 2019 grydelap
Udpluk af de mange indsendte grydelapper