26.02.2020
Den seneste podcast på Talk Town 'Jorden Kalder Radionauterne' er lavet specielt til børn under 10 år og har fokus på klimaforandringer.
I 'Jorden Kalder Radionauterne' bliver de unge lyttere inviteret med på mission for at hjælpe Jorden med at finde ud af, hvorfor det bliver varmere, og hvorfor det er et problem, at vi mennesker laver klimaprutter.
"Børn hører om klimaforandringer i medierne, og når vi voksne taler, men hvad betyder det egentlig for dem og for den verden, de er en del af? I podcasten "Jorden Kalder Radionauterne" bliver klimaforandringerne formidlet i børnehøjde. Vi er meget bevidste om, ikke at tale ned til børn, men tværtimod tage udgangspunktet i deres nysgerrighed og videbegær," siger Mette Hovmand-Stilling, redaktør for Talk Town.
Samarbejdet med Lisa Bay og Karen Birkegaard - også bedre kendt som Radionauterne - er produceret eksklusivt til Talk Town.
"Radionauterne er meget dygtige til at formidle viden til børn. De arbejder med stor respekt for målgruppen og tager netop udgangspunkt i børnenes nysgerrighed. Det gør indholdet interessant for både børn og voksne at lytte til, for børn stiller kloge spørgsmål, som vi voksne også kan lære af," siger Mette Hovmand-Stilling.
Ud over klimapodcasten kan lytterne også lytte til Radionauternes klassiske programmer på Talk Town. Her finder børn og voksne svar på alt fra, hvorfor vi får mælketænder, når vi alligevel taber dem igen, til hvordan hjernen fungerer.
I januar lancerede Talk Town en række podcast særligt for børn bl.a. "Sebastians Sejeste dyr" og "Færøske fabler" samt "Guidede meditationer for børn" og indtalinger af noveller fra magasinet Wendy.
Podcasttjenesten Talk Town blev lanceret i august af Egmont Publishing og er siden løbende udbygget med stærke personlige fortællinger om alt fra parforhold og børn til mode og sundhed.