04.02.2020
I en ny podcastserie på Talk Town sætter den politiske journalist, Knud Brix, fokus på de hjemlige politiske familiedynastier.
Ellemann-Jensen, Hækkerup, Auken, Helveg, Krarup, Langballe og Møller er navne, som de fleste forbinder med en karriere som folkevalgt på Christiansborg. Men hvordan er det egentlig at vokse op i et politisk miljø og selv bære stafetten videre?
I Talk Towns nye podcastserie "Politiske Dynastier" undersøger den politiske journalist Knud Brix forsiden og bagsiden af medaljen, når han mødes med nogle af de allerstørste politiske familiedynastier, vi har herhjemme.
Jakob Ellemann-Jensen og Karen Ellemann er børn af tidligere Venstreformand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Det fortæller de om i podcastserien, hvor Jakob bl.a. husker tilbage, til da han valgte at gå ind i politik:
"Jeg kommer ned til vores far og siger: Nu skal du høre. 'Jeg stiller op til Folketinget'. Derpå følger et langt tavst øjeblik. Han tager sig til panden og siger: 'Det kan jeg godt forstå. Men er du klar over, hvilke konsekvenser det har for dig og din familie?' Måske fordi jeg var optændt af den hellige ild, svarede jeg lidt hårdere, end jeg egentlig havde tænkt mig og sagde: 'Ja, det ved jeg godt. Og det ved jeg bedre end dig'," fortæller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen i podcasten, der er produceret af journalisterne Knud Brix og Asger Juhl og udkommer hver mandag på Talk Town.
I podcastserien medvirker udover Ellemann-Jensen også familierne Auken, Hækkerup, Helveg, Langballe, Krarup og Møller.
Podcasttjenesten Talk Town blev lanceret i august af Egmont Publishing og er siden løbende udbygget med stærke personlige fortællinger om alt fra parforhold og børn til mode og sundhed.