henrikravn-web

At skabe nyt og se det vokse var ambitionen fra starten

03.10.2016

Gavekortselskabet GoGift.com blev i 2014 købt af Nordisk Film. "Nordisk Film udviste de rigtige ambitioner og en passende kultur," siger firmaets grundlægger.

Henrik Ravn er direktør for GoGift.com, der i 2014 blev købt af Nordisk FIlm. Han startede Gavekortet.dk i 2003 sammen med to passive partnere, og her fortæller han, hvad det betyder at have Nordisk Film og Egmont i ryggen.

Jeg kom tilbage til Danmark i 2002 efter en årrække at have arbejdet i udlandet med new media research. Jeg havde oplevet den kommercielle fødsel af internettet og arbejdet med store virksomheder, for hvem det var et helt nyt game. Samtidig så jeg tvivlsomme idéer få massiv funding, bare fordi der stod internet på forretningsplanen. Det var utrolig lærerigt, ikke mindst, på nærmeste hold, at opleve dot-com boblen briste.

I USA havde jeg samtidig fået øje på ideen med at sælge gavekort over nettet. Gavekort har eksisteret i mange år, men den kommercielle vinkel var ikke udnyttet. Jeg præsenterede det for nogle partnere, og de var med på at backe ideen i et inkubator-setup. Vi gik i luften i 2003 i Danmark, og de første par år testede vi af, om vi kunne få nok volumen. I løbet af 2004 tog det fart, og vi kunne se, at idéen holdt. I 2005 rykkede vi til Sverige, og i 2008 startede vi i Norge og Finland.

Det var aldrig et mål for mig at bygge noget - for kort derefter at skulle videre til noget andet. At skabe noget nyt og se det vokse på den lange bane, det var ambitionen fra starten. Og gerne i en branche med fremtid, og gerne hvor forretningsidéen kunne kombineres med en managementudfordring. At se et forretningskoncept og folkene bag i samspil vokse, det er, hvad der for alvor motiverer mig.

Vi havde løbende fået interessetilkendegivelser fra forskellige aktører – også Nordisk Film – om vi ville sælge. Fokus var dog på at bygge forretningen, men vi kunne også se, at skulle vi tage et større skridt, så gav det mening at gå sammen med andre. Nordisk Film udviste de rigtige ambitioner og en passende kultur, hvilket i 2014 resulterede i at vi indgik en aftale omkring et salg.

Det har været meget positivt at få Egmont og Nordisk Film i ryggen, og med en fælles langsigtet ambition, at kunne begynde at realisere nogle af de større planer, vi har haft liggende i skuffen.

Når jeg træder ind på kontoret, har jeg det stadigvæk, som om det er dag ét. Det er en rigtig god følelse.