biografsaeder-credit-nordiskfilmbiografer-web

Reklamer skal ses i biografen

23.02.2016

Fremragende underholdning, nye teknologiske muligheder og en ung kernemålgruppe. Det er en del af forklaringen på, at biografmediet for fjerde år i træk har stærk vækst på reklamemarkedet.

Flere og flere virksomheder vælger at få deres reklamer vist i biografen. For fjerde år i træk er der tocifrede vækstrater inden for biografreklame i et reklamemarked, der ellers samlet set er fladet ud. 

I Dansk Reklame Film, der er ejet af Nordisk Film, siger direktør Theis Hector: 

“Vi har arbejdet målrettet på at skabe dokumentation og cases, der viser biografens værdi. Samtidig har vi arbejdet med mediet kreativt, så vi fortsat har kunnet inspirere vores kunder.” 

Fornyelse og udvikling

Tv sidder på knap halvdelen af det samlede reklamemarked, mens digital annoncering efterhånden har ædt sig ind på en fjerdedel af markedet. Biografreklame tegner sig for godt én procent af det samlede reklamemarked, men det er bemærkelsesværdigt, at ”lillebror” kan præstere vækstrater på niveau med det digitale område, skriver Berlingske Business og Markedsføring.

”Stadig flere annoncører ønsker at være en del af den succes, biograferne har. Vi bliver ved med at forny os og udvikle mediet. Fornyligt har vi også gennemført en større omstrukturering for bedre at kunne være i kontakt med markedet,” fortæller Theis Hector.

Fat i den unge målgruppe

2015 var et flot år for de danske biografer, der solgte mere end 14 mio. billetter, hvilket er det næsthøjeste antal siden 1982. Samtidig bliver der bygget flere biografkomplekser, ligesom avanceret teknik som for eksempel laserprojektion er med til at forbedre oplevelsen og tilgængeligheden for biografgængerne. 

Hertil kommer, at biograferne har bedre fat i de unge målgrupper end eksempelvis traditionelt tv. Kernemålgruppen for biograferne er de 12-29 årige, og målinger viser, at de ser reklamer som en positiv del af den samlede biografoplevelse.