billede

Ordblinde børn og unge: Test os så tidligt som muligt

27.09.2018

Det er en lettelse at blive testet ordblind, fortæller børn og unge med ordblindhed fra Egmont Fondens børnetopmøde. I en ny kampagne sætter de fokus på vigtigheden i at blive testet så tidligt som muligt.

14-årige Noah Svensson fra Søllested blev først testet ordblind i 7. klasse.

Han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kunne læse og skrive ligeså godt som de andre, når nu han var en af de bedste på skolen til matematik.

"Hvis det skal være nemmere at være ordblind i Danmark, skal man testes så tidligt som muligt, fordi det er så nederen at blive testet så sent. For du får så lidt tid til at gøre dig klar, før det virkelig gælder til eksamenerne. Jo tidligere du opdager det, jo nemmere har du ved at lære noget", siger han.

Noah Svensson deltager sammen med andre ordblinde børn og unge i en ny digital kampagne fra Egmont Fonden. Her kommer de med anbefalinger til, hvordan man kan gøre skole og hverdag bedre for børn og unge med ordblindhed. Kampagnen hedder #Hvisjegvar - og hvis de ordblinde børn og unge var landets statsminister, skulle ordblindhed testes så tidligt som muligt.

Egmont Fonden har taget børnene og de unges råd til sig. Fonden arbejder på, at alle unge er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse i 2030, og i år er blikket rettet mod ordblinde. 

"Alle børn og unge med ordblindhed fortjener en god start på skolelivet. Børnenes råd har gjort os klogere på, hvordan vi bedst kan hjælpe dem til en god skolegang og en bedre hverdag - og dén viden vil vi gerne sprede til både skoler og politikere", siger Henriette Christiansen, som er direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Du kan se kampagnevideoen #Hvisjegvar her og læse mere om ordblindhed, som er Egmont Fondens årstema for 2018.

Lærere skal have mere viden om ordblindhed
Siden august sidste år har forældre til børn i folkeskolen én gang i skoleforløbet haft krav på, at deres barn kan få en ordblindetest fra 4. klasse. Men hvad kan man gøre for at sikre, at alle elever med ordblindhed bliver opdaget, så de kan få den nødvendige hjælp og støtte?

Hvis man spørger Egmont Fondens børneeksperter, ville de opgradere læreruddannelsen, så alle lærere blev undervist i ordblindhed og lærte, hvordan man som lærer opdager og arbejder med en ordblind elev.

"Man er ikke kun ordblind i dansktimerne - det er man også i matematik og andre fag. Det er en klassisk fejl, mange lærere laver", siger 16-årige Mikkel Petersen fra Sønderborg, som har bidraget med gode råd under Egmont Fondens børnetopmøde. 

16-årige Rikke Møller fra Ry, som også deltog børnetopmødet, er enig. Hun blev først testet ordblind i 8. klasse. 

"Det kom som et chok for mig. Jeg havde gennem årene fået at vide, at jeg bare skulle øve mig lidt mere. Så det var en stor lettelse for mig, at det var et mindre handicap, der var skyld i, at jeg havde udfordringer med at læse og skrive".

Hjælpemidler gør en forskel
I dag har både Rikke Møller, Noah Svensson og Mikkel Petersen fået mere hjælp, efter de blev testet ordblinde. De har fået hjælpemidler i skolen, så de kan være på niveau med de andre i deres klasse, og de har fået en større støtte og forståelse fra deres venner, klassekammerater, lærere og familie.

"Det har gjort en stor forskel. Ordblindhed er et usynligt handicap, men vi har brug for støtte og hjælp - både i skolen og i vores hverdag", siger Mikkel Petersen.

På nuværende tidspunkt findes der ikke et samlet overblik over, hvor gamle ordblinde børn og unge i gennemsnit er, når de bliver testet ordblinde. I 2014 modtog omkring 8 procent af eleverne i folkeskolen særlig støtte på grund af store læse-stavevanskeligheder.

Konklusioner fra Egmont Fondens børnetopmøde

  • På lige fod. Hjælpemidler bringer ordblinde børn og unge på lige fod med andre. Det kræver øvelse og træning at blive god til at anvende dem og få dem integreret i sin hverdag. Jo før man får hjælpemidlerne, desto bedre er det for ordblinde børn og unge.
  • Tidlig test gør en forskel. For mange ordblinde børn og unge er diagnosticering et positivt vendepunkt, der sikrer hjælp og forståelse fra omgivelserne. Men mange bliver testet sent. Alle børn bør testes tidligere for ordblindhed.
  • Den gode støtte. Lærerne spiller en central rolle i forhold til at hjælpe og støtte, men flere af dem mangler viden på området. Det er også vigtigt, at forældrene prøver at forstå og lytte til deres børn.

For yderligere oplysninger kontakt
Marie Andergren, kommunikationschef hos Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, maa@egmontfonden.dk, tlf. 2491 5652
Jane Bruun Elkjær, kommunikationskonsulent hos Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, jbe@egmontfonden.dk, tlf. 5158 0611