egmont-banner-realityfynske-1200x450

Nyt mediesamarbejde om Tinderbox-festival

18.06.2015

Realityportalen.dk indgår festival-samarbejde med Fynske Medier. Sociale medier og skæve historier skal kombineres med en mere traditionel festival-dækning

James Blake, MØ, Calvin Harris og Robbie Williams. Tinderbox-festivalen i Odense 26.-28. juni byder på store navne og masser af spændende events, som giver oplagte muligheder for at dele indhold på tværs af platforme. 

Og det er netop baggrunden for et helt nyt mediesamarbejde mellem Fynske Medier – primært Fyens.dk - og Egmonts Realityportalen.dk, hvoraf sidstnævnte satser stærkt på især de sociale medier:

”I den her konstellation vil Realityportalen agere den ”frække dreng i klassen”. Vi vil fokusere på at lave masser af spontan dækning via Snapchat og Instagram. Derudover vil vi benytte os af det gode indhold, som fyens.dk laver, og de får mulighed for at bruge alt det skæve og kække, som vi får samlet sammen,” siger Realityportalens grundlægger og chefredaktør Jeanet Rosenkjær Horstmann og tilføjer:

”Det bliver lidt af en test for begge parter. Men vi har jo selvfølgelig et klart håb om at tiltrække de meget forskellige målgrupper, som vi hver især henvender os til.”


Samler kompetencer

Gerd Maria May, Udviklings- og redaktionschef hos Fyens Stiftstidende og Fyens Amts Avis, ser gode muligheder for at kombinere velkendt indhold som festival-guider og anmeldelser med de mere kække historier fra Tinderbox-festivalen:

”Vi har fra Fynske Mediers side valgt at samarbejde med Realityportalen om dækningen af Tinderbox, fordi vi ser det som en optimal samling af kompetencer. Som fynsk mediehus er vi særligt stærke i viden om, hvad der sker på Fyn, hvem der er interessante at tale med, og hvorfor. Til gengæld kan vi se, at Realityportalen er særligt stærke på hele den mere glitrede side af Tinderbox,” siger hun.

Yngre islæt til fyens.dk Realityportalen blev lanceret i 2012 og er vokset med 100 procent på både klik og unikke brugere hvert år siden. I januar blev sitet købt af Danmarks største mediekoncern Egmont, og alene i årets første måneder havde portalen syv millioner visninger.

”Realityportalen kan tilføre vores dækning et yngre islæt end det, vi normalt arbejder med. Samtidig kan vi se, at de på Realityportalen er dygtige til at finde og holde fast i mange historier, vi normalt ville lade gå, men som vi tror, vores læsere kunne være glade for i sammenhæng med dækning af en begivenhed som Tinderbox,” siger Gerd Maria May og afslutter:

”Vi glæder os til at samarbejde med folkene bag Danmarks største Realityportal om at give Tinderbox-gæsterne den bedste, klogeste og sjoveste dækning af festerne, økonomien, kriserne og succeserne, der uden tvivl vil kæmpe om vores spalteplads den sidste weekend i juni.”


For yderligere information, kontakt:

Mette Klingsey

Presserådgiver, Egmont

25 32 34 78

Mette.klingsey@egmont.com