egmont-banner-lonescherfig-887x499

Nordisk Film Fonden hjælper forfattere

07.12.2015

Isbjørnens Forfattercamp, der er et signaturprojekt fra Nordisk Film Fonden, er med til at løfte nordiske manuskriptforfattere. 

Man kan ikke undgå at blive smittet med begejstring, når instruktøren Lone Scherfig fortæller om Isbjørnens Forfattercamp. Det er et signaturprojekt fra Nordisk Film Fonden, hvor 16 manuskriptforfattere fra Norden samles for at udvikle og opgradere deres skrivekompetencer. 

Lone Scherfig er, sammen med instruktør Ole Christian Madsen og forfatter Simon Pasternak, kursusleder, og hun har netop overstået den første af to fire-dages workshops. 

“Det er gået virkelig godt. Hvis vi ser på, hvad deltagerne når at skrive på tre og en halv dag, så vælter det ud med personer, ideer og rum, som du aldrig har set før. De skriver imponerende meget på ingen tid,” fortæller Lone Scherfig. 

Ud i hjørnerne

Det er anden gang, at Isbjørnens Forfattercamp bliver afholdt. Første gang var i foråret, og ifølge Lone Scherfig er erfaringen, at det intensive forløb giver genklang hos deltagerne i lang tid efter. 

“Det er jo en overbygning for allerede uddannede forfattere. Vi prøver at inspirere dem til at skrive noget, som er vildere, mere fornyende, og som kommer ud i hjørnerne af deres talent. Formålet er, at de film, der bliver lavet fremover, kommer til at ligne hinanden mindre - at filmene bliver så fremsynede og kvalitetsbetonede som muligt,” siger Lone Scherfig. 

Deltagerne på den nye omgang af Isbjørnens Forfattercamp kommer ikke bare fra Danmark, men også fra andre nordiske lande. De mødes igen til en ny workshop i Nordsjælland i starten af det nye år. Og Lone Scherfig understreger at et andet vigtigt formål med campen er, at der bygges varige relationer mellem forfatterne. 

God beslutning

Isbjørnens Forfattercamp er et signaturprojekt for Nordisk Film Fonden, som ønsker at give filmbranchen en vitaminindsprøjtning. Nordisk Film Fonden har også støttet den nye fireårige manuskriptuddannelse på Den Danske Filmskole med 700.000 kroner. 

Lone Scherfig mener, at det “giver al mulig mening” at fokusere på manuskriptforfatterne. 

“Det er også derfor, at jeg lægger tid og entusiasme i det. Jeg kan leve mig ind i det, og det er en virkelig god beslutning. Med Nordisk Film Fonden ombord kan vi gøre det her på et niveau, som ellers ikke var muligt. Vi kan hente gæster ind, som er top-notch og meget kvalificerede undervisere. Vi kan få deltagerne på internat, så de kommer væk fra deres hverdag og bare kan koncentrere sig om at skrive. Folk er meget taknemmelige,” siger Lone Scherfig.