Kronprinsesse Mary: ”Vi skal lade være med at fordømme karrierekvinder”

18.04.2016

Eurowoman bringer et stort interview med Kronprinsessen i anledning af konferencen Women Deliver. 

Foto: Rasmus Weng Karlsen

I maj er København vært for den internationale konference "Women Deliver", som har fokus på kvinders sundhed og rettigheder. I den anledning har Eurowoman talt med konferencens protektor H.K.H. Kronprinsesse Mary om ligestilling, ægteskab og om at være rollemodel for en generation af danske og australske kvinder. 

Vi bringer her et uddrag af det 20 sider lange, eksklusive interview med Kronprinsessen, skrevet af redaktionschef Mette Størum Krogh. Interviewet kan læses i sin fulde længde i næste nummer af Eurowoman, der udkommer onsdag d. 20. april.

Hvorfor er Women Deliver relevant for danske kvinder?
"For det første vil jeg gerne understrege, at det her ikke kun vedkommer danske kvinder. Det vedkommer alle danskere. Jeg håber, at konferencen kan skabe lidt mere forståelse for vilkårene for kvinder i andre dele af verden, fordi vi har det så godt her i Danmark. Vi er enormt privilegerede," siger hun.

Dermed ikke sagt, at vi er i mål. For selv om kvinder i Danmark tager mange basale menneskerettigheder for givet, lader udviklingen stadig en del tilbage at ønske, når det kommer til fx ligeløn. Og derfor håber kronprinsessen også, at ligestilling bliver et samtaleemne omkring de danske middagsborde op til, under og efter Women Deliver.

"Jeg tror, at de fleste danskere er klar over, hvor godt vi har det, og at der er stor undertrykkelse i andre dele af verden. Men jeg håber, at konferencen kommer til at skabe diskussion. Fordi den også sætter fokus på de udfordringer, vi stadig har i Danmark. Som vold i hjemmet og for få kvinder på topposter. Jeg håber, at danskerne bliver rørt af konferencens temaer og får lyst til at vide mere. Og måske er der noget, der vækker så meget forargelse, at de får lyst til at gøre noget."

Det handler bl.a. om rollemodeller, som kan vise vejen for andre, der kan følge i deres fodspor. Eller inspirere andre til at gå deres egne veje.

Og det handler om rummelighed og mangfoldighed i erhvervslivet. Også kvinde og kvinde imellem.

"Vi skal skabe arbejdspladser, hvor kvinder ikke bare skal passe ind i en mandlig verden, men hvor der er plads til forskellighed, og hvor der er forståelse for, at mænd og kvinder har forskellige måder at udtrykke sig på. Og så skal vi lade være med at fordømme en karrierekvinde for ikke at være den, der altid henter og bringer sine børn. Der skal være plads til individualitet og den enkelte families valg. Det er et privat anliggende, men vi er stadig bundet af nogle kulturelle normer i vores samfund, som er meget stærke," siger hun og illustrerer med et eksempel, hun har hørt om.

"En kvinde i en toppost blev mødt af en leder i sin datters børnehave, der sagde til hende: "Åh, jeg troede, at Olivias mor havde mørkt hår?" Den slags fordømmelse eksisterer, og man fjerner den ikke bare sådan," siger hun og knipser med fingrene for at vise, at ting tager tid. At vi også i Danmark har stærke kulturelle normer, som spænder ben for udviklingen. At ligestilling også handler om, at kvinder skal blive bedre til at bane vejen for andre kvinder. Og at vi skal lære at se bort fra køn, når vi har med mennesker at gøre.

Hele interviewet med kronprinsesse Mary kan læse i Eurowoman.