Krigen til Venedig

29.07.2015

Filmfestivalen i Venedig har inviteret Tobias Lindholms "Krigen" med Pilou Asbæk og Tuva Novotny til konkurrenceprogrammet Orizzonti, hvor også den israelsk-danske spillefilm "Mountain" deltager.

Af: Lars Fiil-Jensen/DFI

Tobias Lindholms tredje spillefilm "Krigen", der får dansk premiere den 10. september, er udtaget til filmfestivalen i Venedig i konkurrenceprogrammet Orizzonti.

Kompagnichef Claus Michael Pedersen er udstationeret i Afghanistan, mens hans kone hjemme i Danmark forsøger at holde sammen på hverdagen med en mand i krig og tre børn, der savner deres far. Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp med Taleban, og for at redde mændene i sit kompagni træffer Claus et valg, som får fatale konsekvenser – også på hjemmefronten.

Pilou Asbæk spiller rollen som Claus Michael Pedersen, og Tuva Novotny er hans hustru. Andre skuespillere på holdet er Søren Malling, Charlotte Munck, Dar Salim og Dulfi Al-Jabouri. Tobias Lindholm har selv skrevet manuskript, og René Ezra og Tomas Radoor har produceret for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR TV.

"Krigen" er optaget i efteråret 2014 i Tyrkiet, Jordan, Spanien og Danmark. I 2012 havde Lindholm sin forrige film "Kapringen" med i Venedig, også dengang i konkurrenceprogrammet Orizzonti.

Venedig Filmfestivalen afholdes 2.- 12. september.
www.labiennale.org