Kino.dk gør brugerne til forsidestof

09.09.2014

Kino.dk - som er ét af Danmarks mest trafikerede sites - gør nu det brugerskabte indhold til forsidestof på linje med professionel journalistik og anmeldelser. Fremtiden ligger nemlig i at lade brugerne have stor indflydelse, mener den adm. direktør.

Hver måned har biografsitet kino.dk over 350.000 unikke besøgende, hvilket giver en 21. plads over de mest besøgte danske sites (ifølge FDIM).

Selvom brugerne allerede i dag skaber store mængder indhold på kino.dk i form af fx tips, kommentarer og debatstof, så bliver brugerne på det netop relancerede kino.dk endnu mere synlige.

"Vi vil gerne forene branchen, biograferne og brugerne endnu bedre og løfte vores biografsite til et filmunivers. Nogle af de største sites i verden er baseret på brugernes indhold, f.eks. Facebook og YouTube. Jeg tror på, at medier også i fremtiden skal udvikles i et samarbejde med brugerne, derfor skal de selvfølgelig eksponeres i langt højere grad hos os. Der er mig bekendt ingen andre store e-commerce sider herhjemme, der lader brugerne komme så meget til orde," siger Lars Bernt, adm. direktør i kino.dk. 

Han tilføjer, at Kino.dk blev født digitalt for seks år siden, og at tiden var moden til at gennemtænke hele eksistensgrundlaget.

Udvalgt indhold

Brugerne på kino.dk har altid spillet en vigtig rolle. Tusindvis af passionerede og engagerede filmentusiaster udveksler dagligt erfaringer, viden og (markante) holdninger. Nu skal deres indhold indtage første parket. 

"Men der vil være en redaktionel udvælgelse af det stof, som rammer forsiden. På den måde kan vi give vores brugere hurtig adgang til det bedste og de mest interessante bidrag," siger Lars Bernt.

Kino.dk, der ejes i fællesskab af Nordisk Film/Egmont og CinemaxX, sælger 33 procent af biografbilletterne i Danmark og repræsenterer cirka halvdelen af landets biografsæder via 40 biografer.

Satser på levende billeder

På det nye kino.dk øges satsningen på web tv-universet Kino-tv, der indeholder egenproduceret videoindhold, som spænder fra interviews med de store Hollywoodstjerner til rødløber-arrangementer og trailere.

"Vi tror på, at folk hellere vil se video end at læse artikler. Derfor skal der fremover endnu flere filmstjerner, instruktører og anmeldere gennem vores nyetablerede tv-studie og ud på vores 24 timer streaming web-tv-kanal," siger Lars Bernt.