Her er Danmarks dejligste garnbutik 2015

02.11.2015

Mere end 3000 nominerede deres favorit og næsten 5000 stemte i finalen. Ugebladet Hendes Verden kårer Sommerfuglen i hjertet af København til Danmarks dejligste garnbutik 2015

Ditte Larsen, indehaver af Sommerfuglen, og Sigrid  Nielsen, der er daglig leder, modtager prisen af Hendes Verdens håndarbejdsredaktør, Inga Walløe (i midten). Foto: Thomas Sjørup

Mandag klokken 11 overrakte Hendes Verdens håndarbejdsredaktør Inga Walløe præmier for over 10.000 kr. til garnbutikken Sommerfuglen på Vandkunsten i København.

Mere end 3000 garnelskere har i efteråret nomineret i alt 165 forretninger fra hele landet, og efter at næsten 5000 har stemt på en af de fem udvalgte finalister, er det altså Sommerfuglen, der løber med titlen som Danmarks dejligste garnbutik 2015.

”Det vrimler med dejlige garnbutikker i Danmark, men én skiller sig ud – Sommerfuglen. Smuk butik, dejligt oplært personale, fantastisk netbutik og det fineste garn. Jeg kunne lægge hele min løn derinde og har det som et barn i en slikbutik, når jeg træder indenfor.”

Sådan lyder begrundelsen fra en af de kunder, der har nomineret Ditte Larsen og Sommerfuglen.

Som en krone på døren
Ditte Larsen startede sin forretning tilbage i 1983 og har i dag mange kunder, der har været med hele vejen. Men også helt unge piger kommer i butikken.

”Der er en meget stor spredning i vores kunder. Fra de ældre, over dem, der gerne vil have banket rusten af strikkepindene, til bølgen af helt nye strikkere, siger Ditte Larsen, som er ’meget glad og stolt over at så mange af vores kunder synes, vi har fortjent at blive nomineret og så oven i købet også har stemt på os til at vinde.’

”Og det er jo en titel man ligesom kan smykke sig med hele det kommende år. Det er lidt som at få lov at sætte en krone på døren,” siger Ditte Larsen om kåringen fra Hendes Verden.

”Jeg er også stolt af at være den, der er blevet udvalgt, fordi der jo er mange fantastisk dejlige garnbutikker i Danmark, hvor mange af mine kolleger også gør et rigtig stort arbejde for at bevare interessen for håndarbejde,” tilføjer den glade butiksindehaver.

Håndarbejde hitter
Og interessen for håndarbejde er steget støt de seneste år – især strik og hækling. Også derfor har Hendes Verden, som ugebladet der hører uløseligt sammen med håndarbejde, ønsket at sætte fokus på de mange skønne garnbutikker, der med deres udvalg, atmosfære og ekspertise inspirerer og hjælper os til at få det bedste ud af den tid, vi bruger på håndarbejde.

Og interessen for Danmarks dejligste garnbutik har da også næsten været større, end vi har turdet håbe:

"Vi formidler uendelig meget håndarbejde i vores ugeblad, i tillæg, på hjemmesiden og på de sociale medier, men den direkte kontakt med læserne er det jo faktisk garnbutikken, der står for. Det er derfor virkelig dejligt at opleve, at så mange har taget idéen til sig og støtter deres favoritbutik," siger Hendes Verdens håndarbejdsredaktør Inga Walløe.

2.-5. pladsen i konkurrencen gik til Sannes Broderi & Strik i Taastrup, Ho Strik i Blåvand, Strikkefeen i Frederikshavn og Gårdbutikken Katrinelund i Bryrup.

Kontakt:
Inga Walløe
Håndarbejdsredaktør på Hendes Verden
39 45 75 54
inga@hendesverden.dk