Egmonts digitale bladkiosk lancerer Nordjyske titler

04.05.2016

Egmonts digitale bladkiosk Flipp kan i samarbejde med Nordjyske Medier præsentere en række nye titler

Endnu mere kvalitetsindhold til endnu flere kunder. Det er målet med det samarbejde, som Egmont Publishing netop har indgået med Nordjyske Medier. 

Aftalen betyder, at fem magasin-titler fra Nordjyske fremover vil være at finde sammen med de mere end 45 Egmont-titler, som i forvejen er at finde i den digitale bladkiosk Flipp.

“Vi er glade for det nye samarbejde med Nordjyske, der betyder, at vi kan tilbyde vores læsere endnu mere af det gode indhold - vores varemærke på den digitale platform, som rigtig mange foretrækker selvstændigt eller som supplement,” siger kommerciel direktør i Egmont Publishing Frank Vilstrup.

Flipp blev lanceret sidste år og Flipp-læserne er allerede yderst tilfredse med produktet og hele brugeroplevelsen. 

Bladsalgs- og marketingdirektør hos Nordjyske Medier, Kim Harboe, ser frem til det nye samarbejde:

 ”Vi er oprigtigt glade for at være blevet en del af Flipp-samarbejdet. Flipp er en attraktiv magasinportal, og vi er sikre på, at vores deltagelse bliver til gavn for begge parter,” siger han.

 De nye titler, som altså kommer til at ligge side om side med bl.a. Euroman, Eurowoman, Hjemmet, ALT for damerne og Anders And, er; Vi med Hund, MAD & Venner, GOLFmagasinet, BådNyt samt  Jagt, Vildt og Våben.