01-annocesalg-1200

Egmonts digitale annoncesalg stormer frem

02.08.2016

Egmont Publishing har haft en fremgang på 29 pct. i det digitale annoncesalg i første halvår af 2016, skriver Mediawatch. 

Bedre udnyttelse af nye digitale produkter som native advertising og mere mobil og videoannoncering betyder, at Egmont Publishing i første halvdel af 2016 haft en fremgang på 29 pct. i det digitale annoncesalg sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Det skriver Mediawatch i en artikel, hvor Egmont Publishings annoncechef Thomas Hervø forklarer, at Egmont Publishing har haft skarpt fokus på at optimere salget af annoncevisningerne, så de har størst mulig værdi for såvel annoncørerne som udgiveren.

”Det kræver, at vi benhårdt vælger de rigtige samarbejdspartnere og prioriterer de kampagner, som giver bedst. Det er vi begyndt at måle på, og vi blevet langt dygtigere til at fjerne de samarbejdspartnere, som ikke giver nok, og få andre ind. Det handler om konstant at optimere – særligt i forhold til programmatic (datadrevet annoncesalg, red.), hvor der er meget stor forskel på, hvad man får fra de forskellige samarbejder,” siger Thomas Hervø til Mediawatch.

Native advertising – hvor annoncerne ligner redaktionelt indhold på siden, dog med klar mærkning – samt video og mobil udgør den største andel og foregår gennem direkte salg og personlig kontakt, så annoncerne målrettes specifikt i forhold til målgruppe og produkt.

"For os er videoannoncering et projekt med stor opmærksomhed, som vi fokuserer på. Her ser vi nogle muligheder fremadrettet, som vi ikke har udnyttet godt nok endnu. Det er typisk i form af in-read formater – dvs. videoer, som optræder i selve artiklerne. Der ser jeg, at vi kan hente nye indtægtsstrømme,” siger Thomas Hervø til Mediawatch.

Læs hele artiklen fra Mediawatch her