Egmont Publishing sender dele af sine layout-opgaver til ekstern leverandør

17.08.2015

For at fremtidssikre sine udgivelser har Egmont Publishing besluttet at lade en ekstern leverandør varetage en del af layout-opgaverne. Redaktionerne vil fortsat have AD’ere ansat til at udvikle bladene visuelt. Det betyder farvel til otte medarbejdere.

Det samlede antal afskedigelser er landet på otte, efter Egmont Publishing mandag meldte ud, at 13 stillinger nedlægges som følge af en layout-omlægning. Omlægningen sker for at fremtidssikre det gode indhold og dermed arbejdspladser i en tid med faldende oplag og vigende annonceindtægter.  

En del af udgiverens layout-opgaver skal fremover varetages af en ekstern leverandør i Vietnam, og i den forbindelse har fem medarbejdere ønsket en frivillig fratrædelse.  

”Det er ikke let at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, og jeg vil gerne sige et stort tak for den indsats, som alle – også vores fællestillidsmand - har ydet i den her proces. Nu gør vi, hvad vi kan, for at få de medarbejdere, som ikke skal være hos os mere, bedst muligt videre,” siger HR-direktør Mette Bering.  

Ifølge fællestillidsmand Christine Grøntved er det en trist beslutning, som dog er håndteret på en ordentlig måde:  

”Det er ikke en god dag, og det er rigtig svært at sige farvel til gode kollegaer. Når det er sagt, så har ledelsen kørt en professionel proces,” siger hun.

 

 

Egmont Publishing tager nu et vigtigt skridt for at sikre sine udgivelser. Den høje kvalitet, som er kendetegnet for Egmont Publishings magasiner og ugeblade, skal fastholdes i et marked med vigende annonceindtægter og dalene oplag for flere titler.

For at nedbringe de faste omkostninger og skabe større fleksibilitet i produktionen har Egmont Publishing valgt at indgå et samarbejde med en dansk leverandør om at forestå en del af layout-opgaverne på de 11 magasiner og fire ugeblade.

”Vi vælger at handle i rigtig god tid, så vi sikrer vores udgivelsers høje kvalitet også i fremtiden. Markedet er som bekendt presset, og vi vil ikke gå på kompromis med det gode indhold, som er Egmonts varemærke. Men vi skal rette vores produktion til der, hvor det giver mening,” siger administrerende direktør i Egmont Publishing Danmark, Klaus Høeg-Hagensen.

Valget er faldet på Minh Graphic som har base i Vietnam, og som er ejet af de to danske virksomheder; kommunikationsfirmaet Buchs og reklamebureauet Envision.

Beslutningen om at outsource en del af layout-opgaverne er truffet på baggrund af et grundigt analyse- og testarbejde. Konkret betyder det, at Egmont Publishing fremover kan udkomme mere fleksibelt – med en millionbesparelse til følge. Men fremtidssikringen betyder også et farvel til 13 medarbejdere. Antallet af opsigelser beror på, hvor mange der vil vælge en frivillig fratrædelse.

”Det er aldrig en let beslutning at måtte sige farvel til dygtige medarbejdere. Men det er nødvendigt at gennemføre en delvis outsourcing, hvis Egmont skal fastholde sin stærke position som udgiver af de bedste ugeblade og magasiner i Danmark,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

En betydelig del af layouten og den visuelle udvikling af de enkelte titler vil dog stadig varetages internt på redaktionerne, som fortsat vil have en Art Director ansat, mens de store ugeblade tillige vil have en eller flere assisterende AD’ere på redaktionen.