Podcast til børn

Egmont lancerer podcast til børn

07.01.2020

I dag udvider Egmont sit podcastunivers Talk Town med særligt indhold til børn, hvor lytterne bl.a. kan høre Sebastian Klein fortælle fascinerende historier om de sejeste dyr.

Formålet med Egmonts podcasts er at motivere børn i alderen 4-12 år og give dem gode lytteoplevelser.

"Mange børn sidder i dag passivt med øjnene fæstnet til en skærm, en tablet eller et fjernsyn. Vi vil gerne motivere børnene til at skabe billeder ved hjælpe af deres egen fantasi - og måske endda blive en lille smule klogere imens de lytter. Børn kan høre podcasts, mens de tegner, bygger lego eller lægger puslespil - og hele familien kan have glæde af podcasts under bilture," siger Mette Hovmand-Stilling, redaktør for Egmonts podcastunivers Talk Town.

Alt indhold er testet af børn i målgruppen for at sikre, at koncepterne og fortællingerne er medrivende. Formaterne er også underlagt de samme kriterier som alt andet indhold på Talk Town: Velfortalt, af høj kvalitet og med mottoet 'Historier, du ikke kan slippe.' Podcastene til børn vil som udgangspunktet være en smule kortere end normale podcast og varer derfor ca. 15 minutter.

I podcast-app'en Talk Town vil der udover "Sebastians Sejeste dyr" også være podcastene "Færøske fabler" og "Radionauterne", samt "Guidede meditationer for børn" og indtalinger af noveller fra magasinet Wendy.

I de kommende måneder udkommer der flere podcast særlig produceret til den unge målgruppe bl.a. om klima i børnehøjde og seje danske dyr.

Se mere på Talk-Town.dk