hella-web

Egmont-forlag vinder pris for bedste børnebog

24.09.2014

Det var en stolt og rørt Hella Joof, som her til formiddag fik beskeden om, at hun får årets pris for bedste børnebog for ’Snitten og Kis’ udgivet på CARLSEN

En sludrende og hjertevarm bog om de største følelser man kan have inde i kroppen, når man er en lille dreng med kappe. Sådan lyder den korte beskrivelse af Hella Joofs debut-børnebog ‘Snitten og Kis - frygt og bæven og en mand på strømpesokker’ som får årets pris for bedste børnebog. 

Afsløringen faldt her til morgen på det Egmont-ejede forlag CARLSEN, hvor Hella Joof skulle fortælle en forsamling af boghandlere om sin nye bog. Og det var en meget rørt debutant, der modtog diplomat:

"Fordi ingen vidste jeg ville skrive den her bog, har jeg kunnet skrive den uden forventninger. Det har gjort det frit og ubesværet, og det har kun været godt," takkede Hella Joof.

Oppe at flyve

Hendes redaktør på forlaget CARLSEN Jesper Roos Jacobsen betegner Hella Joof som en ‘fantastisk dygtig debutant.’

“Hun har en klar mission om at tage børns intuition alvorligt. Hella Joof har en menneskelig indsigt, som hun formidler meget fint på skrift. Samarbejdet har været let – og sjovt,” siger han.

Bogen er den første i en serie, som Hella Joof allerede er i fuld gang med at følge op på. Næste bog ventes til sommer.

Prisen, som uddeles af BMF - Bog- og Papirbranchens ansatte – er på 20.000 kr. Selve prisoverrækkelsen finder sted søndag den 28. september i HK Hovedstaden, Svend Aukens Plads 11, 2300 København S, kl. 14:00-16:00.