Egmont Fonden: Alle unge skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse

07.03.2017

Egmont fondens nye, almennyttige strategi fokuserer på at bekæmpe moderne fattigdom – mangel på læring og livsduelighed. Det ambitiøse mål er, at alle unge i 2030 er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. 

I dag forlader ca. 15 pct. af en årgang folkeskolen uden at kunne læse og regne tilstrækkeligt til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet eller videre på en ungdomsuddannelse. Det er et svigt, som vi som samfund bør tage ansvar for at rette op på. Det mener Egmont Fonden, der gerne vil tage et medansvar og derfor nu fokuserer sin strategi på mere målrettet at støtte disse udsatte børn. ”Når vi støtter børn og unge, vil vi gerne bidrage til at kunne skabe en positiv livsforandring. Med den nye strategi får vi mulighed for at sætte både tidligere og mere helhedsorienteret ind,” siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration.

Et globalt mål
Egmont Fondens mål er, at alle unge i 2030 skal være i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Et ambitiøst mål, der understøtter samfundsmål både her i landet og globalt. Nemlig FN’s bæredygtighedsmål om at sikre inkluderende kvalitetsundervisning og livslang læring for alle. ”Egmont Fonden vælger at tage et medansvar for at løse nogle meget store samfundsproblemer. Men vi ejer hverken de problemer, som vi arbejder med, eller deres løsninger. Vi ønsker at arbejde sammen med andre – offentlige og private virksomheder og civilsamfundsorganisationer om at bidrage til at løse problemerne. Når vores mål også er hele samfundets mål, sikrer vi bredere opbakning og kan således gøre en større forskel,” konstaterer Henriette Christiansen

Egmont Fonden, der er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål – at drive medievirksomhed og at arbejde almennyttigt - har siden sin etablering i 1920 uddelt omkring 2,8 mia. kroner til samfundets udsatte grupper. Med den fokuserede strategi siger Egmont Fonden farvel til det livskrisefokus, som har karakteriseret fondens indsats de seneste fem år. Men det betyder ikke, at børn, der oplever en livskrise, ikke længere kan få støtte fra Fonden, siger Henriette Christiansen.”Nogle af børnene, der oplever livskriser, vil stadig være i vores målgruppe. Ikke på grund af livskrisen, men fordi de er i risiko for ikke at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Disse børn vil vi nu kunne støtte tidligere, mere forebyggende og mere helhedsorienteret.”


Børn som rådgivere
Et andet væsentligt element i den nye strategi er barnets perspektiv, som kommer til at stå endnu stærkere end hidtil. ”Det ligger i vores DNA at skabe forandring for og med børn og unge, fordi vi mener, at alle børn har ressourcer og vigtig viden at bidrage med i forhold til deres egen og samfundets udvikling. Vi ser dem som rådgivere og vil styrke deres stemme ved at investere i flere kanaler til og mere viden om inddragelse af børn,” slutter Henriette Christiansen.


Læs mere om elementerne i Egmont Fondens nye strategi 


Se hele Egmont Fondens nye strategi 


Fakta om Egmont Fonden
Egmont Fonden er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål. Fonden består af en kommerciel del, der driver medievirksomhed og står bag fx Nordisk Film, TV2 Norge og over 700 magasiner og blade, og en almennyttig del, der arbejder for at styrke udsatte børn og unges læring og livsduelighed. Hvert år går knapt 100 mio. kr. af overskuddet fra Egmont Fondens medievirksomhed til de almennyttige indsatser i Danmark og i Norge. Siden 1920 har fonden uddelt omkring 2,8 mia. kr. til samfundets udsatte grupper

Fondens nye strategi har som målsætning, at alle unge i 2030 skal være i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Fonden vil have fokus på at løse særligt tre – ofte sammenhængende - problemstillinger, der kendetegner udsatte børn og unge:

1. De er ofte i læringsvanskeligheder og deres læringsbehov imødekommes ofte i utilstrækkelig grad

2. De kommer ofte fra hjem med utilstrækkelige forældrekompetencer

3. De har ofte et lavt selvværd og mødes ofte med lave forventninger