vinder-20kassedame-202019

Flemming kåret til Danmarks sødeste kassedame m/k 2019

25.04.2019

For første gang går titlen som Danmarks sødeste kassedame til en mand: 74-årige Flemming Rosleff, som før jobbet i Irma har været både læge og hospitalsdirektør.

Døren til Irma på Godthåbsvej i Vanløse går op. Ind kommer en kvinde – hun skal ikke købe noget. Det er Hjemmets chefredaktør Marianne Gram, og hun er i butikken i et helt andet ærinde; hun skal nemlig kåre vinderen af Danmarks sødeste kassedame 2019. For første gang i konkurrencens historie er vinderen en mand, nemlig 74-årige læge og tidligere hospitalsdirektør Flemming Rosleff:

”Jeg er eget overvældet og beæret og vil gerne sige stor tak til Hjemmet for at lave denne fine konkurrence,” siger Flemming Rosleff, som udover Hjemmets redaktion får besøg af flere andre medier – og Irmas ledelse, som har arrangeret champagne og kage.

Ikke farligt at arbejde
Siden Flemming Rosleff nåede i finalen i Hjemmets store konkurrence Danmarks sødeste kassedame 2019 har han optrådt i både lokale og nationale medier – på avisforsider og i tv. Med en baggrund som læge og tidligere hospitalsdirektør er Flemming Rosleffs vej til bag kassen i Irma usædvanlig – og nu kan han altså føje titlen som Danmarks sødeste kassedame m/k til sit cv:

”Dette er også en mulighed for at sætte fokus på, at det ikke er farligt at arbejde ud over den almindelige pensionsalder – faktisk tværtimod. Jeg siger ikke, at alle over 65 år skal arbejde 40 timer om ugen, men det er godt at holde sig i gang,” siger Flemming Rosleff.

Et år mere 
Det er sjette år i træk, at Hjemmet afholder konkurrencen om at blive Danmarks sødeste kassedame, og chefredaktør Marianne Gram vil gerne løfte sløret for konkurrencens fremtid:

”Vi tager da et år mere. Det er så mange dygtige kassedamer m/k rundt om i landet, som fortjener at modtage al den ros, vi kan se, at der deres kunder står klar med. Det er en begivenhed, der engagerer rigtig mange mennesker – og det er så fint at være en del af,” siger hun.

Flemming Rosleff kunne denne fredag tage præmier for en samlet værdi af 20.000 kr. med sig hjem fra sit arbejde – et arbejde han i øvrigt satser på at passe et stykke tid endnu:

”Jeg bliver ved, så længe der er tilfredshed på begge sider af kassen,” siger den glade vinder.