outnorth-20banner

Egmont i ny e-commerce investering

11.12.2017

Egmont Publishing har købt sig yderligere ind i den succesfulde svenske e-handelsvirksomhed Outnorth og forstærker dermed sin position på området

I slutningen af 2016 blev Egmont Publishing medejer af Skandinaviens førende online-butik inden for outdoor - svenske Outnorth. Nu sikrer endnu en større million-investering Egmont ejerskab på en tredjedel af virksomheden.

“Outnorth er en stærk og interessant virksomhed, som vi forventer os meget af. Med investeringen forstærker vi vores position i selskabet ved at forenkle ejerstrukturen. For os er outdoor-segmentet attraktivt og et af vores strategiske fokusområder på e-commerce,” siger CEO i Egmont Publishing Torsten Bjerre Rasmussen.

Outnorth sælger tøj, sko og udstyr til udendørsaktiviteter og træning online og er førende i Skandinavien. Outnorths ejerkreds tæller i forvejen kapitalfonden Verdane og de oprindelige stiftere. 

Stategisk satsning på E-commerce
Tidligere på måneden annoncerede Egmont Publishing en millionsatsning på webshoppen Bageren og Kokken og en efterfølgende fusion med danske GoShopping, som sikrer en nordisk førerposition på onlinehandel med køkkenudstyr. 

Derudover tæller satsningen på e-commerce også virksomheder som Jollyroom, Fjellsport, Med24 og Nicehair. Egmont står bag en række succesfulde vækstvirksomheder samt Nordisk Film, Egmont Publishing, bogforlag og TV2 i Norge.