baby-dk-2-web

Egmont Publishing køber baby.dk

20.01.2015

Egmont Publishing tager endnu et skridt i den digitale oprustning. Med opkøbet af baby.dk bliver Egmont førende på parenting online.

Den digitale oprustning fortsætter nu med opkøbet af det populære forældreforum baby.dk. Opkøbet betyder, at Egmont Publishing bliver førende inden for digitale universer for småbørnsforældre.

“Baby.dk er et godt og stærkt forum for kommende og nybagte forældre. Det passer perfekt sammen med voresborn.dk. Med de to positioner når vi en meget stor del af den samlede målgruppe. Det, forventer vi også, vil afspejle sig i annonceindtægterne,” siger adm.dir. Klaus Høeg-Hagensen.


Styrket debat

Planen er, at baby.dk, som har omkring 80.000 brugere, skal integreres med voresborn.dk, som inden længe bliver relanceret på samme måde, som print magasinet Vores Børn også har gennemgået en fornyelse med vægt på stærkt journalistisk indhold, debat og en mere ærlig tilgang til livet som småbørnsforældre.

"Det er et forum, vi ved, forældre er glade for. Vi vil være småbørnsforældrenes foretrukne univers. Vi er godt på vej, og med baby.dk vil vi styrke debat og brugerinddragelse," siger chefredaktør på Vores Børn Mette Hovmand-Stilling.