flipp-20image

Egmont Publishing indgår aftale med Telia

26.09.2016

Danmarks største digitale bladkiosk, Flipp, bliver en del af Telias frit-valgs-koncept til mobilkunder. Egmont Publishing, der står bag Flipp, og Telia har indgået en strategisk aftale, der sikrer Telia-kunder mulighed for at gå på opdagelse i 47 digitale magasiner

Da Egmont Publishing sidste år lancerede den digitale bladkiosk Flipp, var det med en målsætning om at tiltrække ikke bare læsere men også interessante samarbejdspartnere. Og nu ser en ny stærk alliance altså dagens lys. 

Aftalen betyder, at Telia kan tilbyde både gamle og nye kunder adgang til Flipp og de 47 titler, der findes i bladkioksen i såvel de nyeste udgaver som det store bagkatalog.

”Vi lever af at fortælle historier – det er en ældgammel og fornem disciplin, som aldrig bliver out dated. Den gode historie er et uomgængeligt produkt. Vi skal være til stede med vores historier, hvor læserne er. Og med den digitale vækst er det oplagt at lave gode samarbejder med andre stærke aktører,” siger kommerciel direktør i Egmont Publishing Frank Vilstrup og tilføjer:

”Telia understøtter med sin stærke tilstedeværelse i mobilmarkedet vores strategi – og vi håber på et langt og frugtbart samarbejde.”

Større valgfrihed
Kombinationen af forskellige produkter i én samlet buket – såkaldte bundlings – er en efterspurgt trend på såvel medie- som telemarkedet.

”Frit valg er altafgørende for danske mobil-kunder. I Telia har vi stor succes med at tilbyde frit valg mellem forskelligt ekstraindhold i vores abonnementer. Med Flipp får kunderne endnu mere at vælge imellem,” fortæller Telias privatkunde-direktør, Christoph Nørgaard.

”Telias strategi er at tilbyde en hylde fuld af mobile tjenester, og så lade kunderne selv vælge, hvilke tjenester de vil bruge og ikke bruge. Det er ganske enkelt det, mobilkunder efterspørger. Med digitale magasiner på hylden, kan Telia-kunder nu også lade sig inspirere af alt fra mode og boligindretning til mad og sundhed,” slutter Christoph Nørgaard.

Aftalen træder i kraft på onsdag, hvor Telia begynder at tilbyde Flipp som valgmulighed sammen med bl.a. Telia TV, musiktjenesten Spotify, lydbogstjenesten Storytel med flere.