forside-20alt-2021-202018-web

ALT for damerne siger tillykke til kronprinsen

24.05.2018

Kendte danskere sender personlige fødselsdagshilsner til kronprins Frederik i anledning af hans 50 års dag.

Torsdag rammer ALT for damerne hylderne med et fantastisk billede af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på forsiden.

Billedet er taget af ALT for damernes faste fotograf Franne Voigt og har ikke været offentliggjort i Danmark før.

"Da vi så det billede, vidste vi med det samme, at det ville være en perfekt forside i fødselsdagsugen. Billedet rammer meget præcist dén måde, vi ser kronprinsen nu, hvor han fylder 50 år," siger chefredaktør Tina Nikolaisen.

Kongehuset gav ALT for damerne lov til at bruge billedet, og det danner en smuk ramme om et blad, der ligesom resten af Danmark gerne vil være med til at fejre den royale fødselsdag.

I bladet sender 10 kendte danskere deres personlige hilsner til fødselaren. Blandt andet skriver ekskæreste Maria Montell, at hun især mindes ét øjeblik med kronprins Frederik:

"Vi kører ned langs vandet i Nordsjælland med rulleskøjterne på bagsædet. Du har et kassettebånd, som ALTID sidder i båndoptageren, og du trykker på play, og ud af højttalerne lyder  "Sikken dejlig dag det er i dag - wå bå bå bå” med gode gamle, folkelige Stig Møller. Solen skinner, der er vind i håret, og vi har optur over, at vi har besluttet at være ganske almindelige mennesker, der bare skal rulle derud af langs vandet på strandvejen. Bare være frie og uden bekymringer for hvad fremtiden måtte bringe.

Også skuespillere Ellen Hillingsø, som er personlig ven med kronprinsparret, sender sin hilsen.

"Du har det som en fisk i vandet i selskab med musikere, skuespillere, gøglere og andet pak. Og så er du med på den værste! Om det er en konkurrence i at hoppe på ét ben over en vandpyt eller et eller andet vanvittigt i ørkenen i Qatar, så er du klar!! Du er ikke bange for noget. Heller ikke for stærke kvinder. På den måde er du en mand af tiden."

Filminstruktør og forfatter Hella Joof har som altid meget på hjerte og får noget af det med i sit ”fødselsdagstelegram” til kronprinsen.

"Tænk, at vi har en kommende konge, som kører sine børn til skole i en ladcykel. Sådan et kongerige vil jeg gerne bo i! Tænk, at han har giftet sig med en sjov, klog, varmhjertet kvinde, som arbejder for kvinder og børns rettigheder. Tænk, at han er blid og barsk, kærlig og klarsynet. Belæst og begavet. Folkelig og følsom."

ALT for damerne ønsker kronprinsen et kæmpestort tillykke med fødselsdagen og giver i anledning en gave til alle læserne: Bladet koster i denne uge kun 25 kroner.