Logo

RSS Print

Wulffmorgenthaler - nu som månedsmagasin

Den 24. april lancerer Egmont den nok mest populære danske tegneserie i et lækkert magasinformat. Wulffmorgenthaler-fans kan hver måned se frem til en masse eksklusivt indhold, som er pakket ind i raffineret humor, der går til kanten - og lidt over.

  • Wulffmorgenthaler magasiner

    Wulffmorgenthaler magasiner

Wulffmorgenthaler kan i år fejre 10-års jubilæum, og i otte år har den populære stribe kørt på bagsiden af Politiken. De senere år er duoen begyndt at fodre svenskerne, nordmændene, finnerne og tyskerne med deres skarpe humor, og tidligere på måneden kunne Wulffmorgenthaler fortælle, at de desuden har fået en stor amerikansk aftale i stand – nærmere betegnet med Universal Uclick, der er agenturet bag serier som Garfield og Steen & Stoffer.

Men Mikael Wulff og Anders Morgenthaler har ikke glemt danskerne, for nu kan de lancere noget helt nyt til de mange fans herhjemme: Wulffmorgenthaler i et lækkert magasinformat.

Eksklusivt indhold i hvert nummer

Hver måned vil Egmont udsende Wulffmorgenthaler-magasinet, og der vil være masser at glæde sig til. Det gælder naturligvis en ordentlig bunke Wulffmorgenthaler-striber, men også et forord fra Dolph, den evigt arrige flodhest, som opfordrer de "svage og utvivlsomt horribelt demente" læsere til omgående at brænde magasinet, som for Dolph repræsenterer "afskyelig selvfordummelse".

Oven i hatten får læserne også masser af sider med andre skarpe tegneserier, som Wulffmorgenthaler-fans med stor sandsynlighed ligeledes vil sætte pris på – blandt andre Kellermannen, Zofies verden og Dagsson.

Hver måned medfølger desuden en original Wulffmorgenthaler-plakat, som man kan pille ud og hænge op på væggen, hvis man har lyst til det. Det første nummer byder på en nøgen Bjarne Corydon med klap for øjet og en Taylor Swift-tatovering på maven.

Stor stolthed hos Wulffmorgenthaler

Mikael Wulff og Anders Morgenthaler er selv aldeles stolte af det nye magasin. Wulff udtaler:

"Vi er begge vokset op med MAD Magazine, og derfor er det rigtig fedt, at vi nu får mulighed for at lave vores eget magasin. Især er jeg meget stolt over at kunne tilbyde læserne en idolplakat med Bjarne Corydon. Den tror jeg, at rigtig mange teenagere gerne vil have hængende på deres værelse. De synes, han er hot og swag. Det er mit klare indtryk. Men der er jo også en stor redaktionel frihed i at have sit eget magasin, da det giver os lov til at præsentere en håndfuld af vores tegnerkolleger fra både Sverige, Norge og Danmark, som vi synes fortjener et større publikum."

Charlotte Raun, som er produktchef hos Egmont, er sikker på, at der med magasinet er skabt grundlaget for en stor succes:

"Wulffmorgenthaler kan noget helt særligt, og det er på høje tid, at de får deres eget magasin. Det synes vi her hos Egmont, og derfor er vi både glade og stolte over nu at kunne præsentere det første nummer, som er lige præcis så skørt, mærkeligt og underholdende, som enhver Wulffmorgenthaler-fan kunne have håbet på."

Når F.C. København den 12. maj spiller hjemmekamp mod OB, kan tilskuerne se frem til et med al sandsynlighed bistert indlæg fra Dolph. Udstår de truslerne om død ved kølle, kan 5.000 fodboldfans se frem til et gratis eksemplar af den første udgave af magasinet.

Wulffmorgenthaler MAGASIN nr.1 udkommer den 24. april 2013. Magasinet er på 52 sider. Prisen er kr. 31,95. Formatet er det samme, som man kender fra Basserne (170x260 mm).