Logo

RSS Print

Vinter OL giver seerrekord til norsk TV2

Det Egmont-ejede TV2 i Norge slog alle egne rekorder, både på tv og digitalt, med åbningsweekenden af OL i Sochi. På sit højeste så 89,5 % af alle norske tv-seere TV2.

Lørdag og søndag, som var åbningsweekenden af Vinter OL, blev de to enkeltstående dage med højst seertal nogensinde i norsk TV2s historie. Langrend for mænd var især populært, mere end 1,5 millioner seere fulgte denne disciplin på TV2, da seertallet var højest.

”Det har været en fantastisk start på OL, meget bedre end vi havde forventet. Der har altid været tradition for at se Vinter OL i Norge, men disse seertal er astronomiske,” siger kommunikationschef i norsk TV2, Jan-Petter Dahl. 

Han er i øjeblikket i Rusland sammen med 144 andre medarbejdere fra TV2, som arbejder hårdt for at dække Vinter OL 2014 for den norske befolkning. 

Jan-Petter Dahl fortæller også, at omfanget af videostreaming i den forgangne weekend var rekordstort. Han forventer at TV2 vil slå yderligere digitale rekorder i løbet af ugen, hvor traditionel tv dækning får konkurrence fra arbejde og andre hverdagsaktiviteter.