Logo

RSS Print

Verdens bedste Hitman

I dag udkommer Hitman 2 – Silent Assassin, men allerede inden spillet kommer i handlen kan Hitman 2 kåres som den største danske, internationale spil-succes nogensinde, da spillet allerede er solgt i over 1 mio. eksemplarer på verdensplan.

Hitman-succesen afspejler et gamesmarked der i disse år er inde i en meget positiv udvikling.

Efter 19 måneders hårdt målrettet arbejde er medarbejderne hos IO Interactive endelig klar til at sende Hitman 2 på gaden. Resultatet af anstrengelserne er i følge IO Interactive et spil som i høj grad bygger videre på det originale koncept og de kvaliteter som var med til at gøre Hitman 1 til den, indtil i dag, største danske, internationale spil-succes nogensinde.

"Den største udfordring har været at fastholde det originale Hitman-koncept samtidigt med, at vi skulle matche de store japanske og amerikanske udviklere på deres hjemmemarkeder. De første reaktioner på spillet har været overvældende positive, og med den enorme forhåndsinteresse der har været for Hitman 2 i Europa, USA og Japan er der noget der tyder på, at spillet lever op til gamernes forventninger," siger Janos Flösser, adm. direktør, IO Interactive.

Hos Nordisk Film Interactive, som ejer 40 % af IO Interactive, oplever man Hitman-succesen som endnu en positiv, dansk nyhed på det hastigt voksende gamesmarked, hvor der i år vil blive omsat for mere end én mia. kr. i Danmark.

"Det er helt unikt, at et spil bliver solgt i mere end 1 mio. eksemplerer til games-butikker verden over allerede inden premieren. Det er med til at underbygge IO Interactives internationale position som leverandør af spil i verdensklasse. Samtidig afspejler succesen også et gamesmarked der er i voldsom udvikling. Alene i Norden forventer Nordisk Film Interactive i 2002 at sælge mere end 450.000 PlayStation 2 konsoller. Det svarer til en stigning på 50 % fra sidste år. I Danmark betyder det, at hvert 3. danske hjem vil eje en PlayStation ved årets udgang," siger Allan M. Hansen, direktør, Nordisk Film Interactive.

Hitman 2 udkommer til tre forskellige platforme samtidigt: PlayStation, PC og Xbox.