Logo

RSS Print

På vej til den digitale biograf

Der har ikke tidligere i Nordisk Film Biografers historie været søsat et så omfattende projekt som det, kæden står midt i: Fuld digitalisering af alle 120 biografsale – uden at forstyrre den daglige biografdrift unødigt.

Siden Nordisk Film Biografer i juni 2011 offentliggjorde beslutningen om at blive 100 % digital, har de første syv biografer gennemført digitaliseringen, resten følger i foråret og alle sale skal efter planen være digitale i maj 2012.

"Det er en udfordring at gennemføre så stort et projekt, samti­dig med at vi skal køre vores normale hverdag ude i biograferne og ikke miste billetindtægter. Heldigvis er alt indtil videre forløbet rigtig flot," udtaler driftsdirektør Lars Jørgensen, og fortsætter: "Projektet har betydet omstruktureringer og en ny måde at arbejde på særligt for operatørerne. Generelt har alle taget godt imod de ændringer, digitaliseringen medfører i hverdagen."

Adm. direktør John Tønnes tilføjer: "Digitaliseringen er en meget stor investering, men den er rigtig og nødvendig. Kun ved at levere fantastiske filmoplevelser kan vi forvente glade gæster i biograferne. Det sikrer vi med Digital Biograf og markedets bedste udstyr," udtaler John Tønnes, adm. dir. for Nordisk Film Biografer.