Logo

RSS Print

Unikt web-tv-stunt: Se Norge fra luften

TV 2 Norge inviterer denne sommer deres seere med ud på en unik rejse. Transportmidlet er en helikopter, som gennem tre uger vil give nordmændene indblik i deres smukke land. Kameraet er fastspændt under helikopteren og kan styres af seeren selv.

  • Foto: Tv 2

    Foto: Tv 2

"Det største web-tv-projekt nogensinde". Sådan beskriver nyheds- og sportsredaktør i TV 2 Norge, Jan Ove Årsæther, tv-projektet Fly med oss. Søndag den 18. maj letter helikopteren fra Oslo lufthavn, Gardermoen, og tre uger senere returnerer den efter at have besøgt samtlige aktive lufthavne i landet. Helikopteren er specialudrustet til rejsen og er lastet med avanceret teknologi.

"I ugevis kommer vi dagligt til at sende 5-6 timer. Så vidt jeg ved, har der ikke tidligere været lavet noget lignende, noget sted i verden. Og på internettet kan du faktisk selv styre kameraet. Det bliver en helt utrolig god brugeroplevelse", siger Jan Ove Årsæther.

Arne Hjeltnes, som nordmændene kender fra rejseprogrammerne Gutta på tur, vil være seernes rejsepartner, og han glæder sig til at formidle oplevelserne undervejs til det norske folk.

"Vi lever i et usædvanligt smukt land. Turen starter mens landet er på sit flotteste, når alt blomstrer og fjeldtoppene er hvide. Det er ikke bare noget, vi i Norge har glæde af at følge med i - det bliver en unik reklame for landet. Ud over at vise landet fra luften, skal vi også ned på jorden, snakke med folk og smage på noget lokal mad", siger Hjeltnes entusiastisk.

Hele rejsen kan følges på TV 2's hjemmeside tv2.no, og på TV 2 mandag-torsdag kl. 22.40 samt søndage kl. 21.40. TV 2 vurderer, at Fly med oss har potentiale uden for Norges grænser.

"Det bliver et af de morsomste projekter vi har lavet nogensinde. Vi ved ikke helt, hvad vi går ind til, men vi tror, at det kan blive rasende godt tv. Billederne af det norske sommerlandskab og folk, der hilser på helikopteren bliver surrealistisk. Det vil gå verden rundt", slutter Jan Ove Årsæther.