Logo

RSS Print

Undersøgelse: Kommunikationskurser kurerer kriseramt kærlighed

Hvert tredje barn oplever, at mor og far går fra hinanden. Men der er hjælp at hente i kommunikationskurser, hvis man vil redde forholdet. Det viser en ny undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har lavet for Egmont Fonden. 

  • Foto: Steen Brogaard

    Foto: Steen Brogaard

I rapporten undersøger SFI internationale studier af 13 såkaldte programbaserede interventioner for par, hvis forhold er under pres eller i fare for at gå i stykker. Ud af de 13 programmer har tre en positiv effekt på parforholdet, lyder konklusionen. De tre programmer arbejder især med parrenes kommunikation. 

- Vi er glade for at se, at der er evidens for, at der er metoder, som virker, og som oven i købet bliver udbudt i Danmark, siger direktør i Egmont Fonden Henriette Christiansen.

Det er det mest veldokumenterede af programmerne, Prevention Relationship Enhancement Program (PREP), som udbydes herhjemme. Det handler om at lære at lytte til og respektere hinandens behov. 

Skilsmisser er livskriser for børn

I 2013 var der i alt 18.858 registrerede skilsmisser mellem to af forskelligt køn i Danmark. Det er 3149 flere end i 2012. Men når krisen kradser i kærlighedsmaskineriet, er det ikke kun forældrene, det går ud over. 

- Vi oplever, at skilsmisse er en overset livskrise for børn. Det er langt fra omkostningsfrit for børnene, at forældrene går fra hinanden. Og det mange børn – faktisk hver tredje – der berøres af det. Derfor er det vigtigt at finde ud af, om og hvordan det er muligt at forebygge de her sammenbrud, siger Henriette Christiansen. 

Hun glæder sig over resultaterne.

- Egmont Fonden arbejder for et godt liv for børn og unge og vil gerne med sådanne undersøgelser bidrage til, at børn kan håndtere de livskriser, de kommer ud for. Det er positivt, at vi nu ved, hvad der virker, og at det kan lade sig gøre at få nogle redskaber, der kan hjælpe til at undgå, at man går fra hinanden. 

Mange danske kommuner tilbyder desuden parrådgivning, og der mener Henriette Christiansen også, at undersøgelsens resultater kan bidrage positivt.

- Det kan være med til at sikre kvaliteten af tilbuddene og dirigere de offentlige kroner derhen, hvor vi ved, det virker.