Logo

RSS Print

Tyske teenagemagasiner og mandebladet ”FHM” til Egmont

Mediekoncernen Egmont ekspanderer i Tyskland.

Attic Futura Verlag sælger sin tyske magasinvirksomhed til Egmont, som styrkes inden for blade til piger og unge kvinder. Samtidig træder Egmont for første gang ind på markedet for magasiner til voksne uden for Norden. Attic Futura Verlag står bag de tyske udgaver af bladet "FHM", hvis primære målgruppe er 18 til 39-årige mænd. Attic Futura Verlag udgiver desuden seks fremtrædende tyske magasiner i stil med danske "Olivia" og "SIRENE". Magasinerne supplerer tre tilsvarende titler fra Egmont målrettet piger.

Attic Futura Verlag, der beskæftiger 69 medarbejdere og sidste år omsatte 27 mio. euro, har hovedsæde i Munchen. Attic Futura Verlags nuværende direktør fortsætter indtil udgangen af 2006.

Egmont har udgivet blade og bøger i Tyskland siden 1951 og er markedsledende inden for blade til børn, navnlig tegneserier. Gennem flere år har Egmonts fire tyske selskaber desuden styrket positionen blandt større børn og teenagere. Opkøbet er et led i denne vækststrategi.

Med købet af Attic Futura Verlag har Egmont gennemført to større opkøb på tre uger. 3. oktober blev norske "Skandinaviske Skoledagbøker", der årligt udgiver 2,6 mio. studiekalendere i 11 lande, en del af Egmont.