Logo

RSS Print

Tine Bryld tog prisen

Onsdag modtager Tine Bryld ALT for damernes Kvindepris 2006 efter afstemning blandt læserne

Syv markante kvinder var nomineret til ALT for damernes Kvindepris 2006, hvor læserne kunne stemme på deres favorit. Med over 30 pct. af læsernes stemmer blev Tine Bryld en klar vinder.

Den 66-årige socialrådgiver, forfatter, empatiske rådgiver i radioprogrammet Tværs og kærligt sparkende brevkasseekspert på Egmont-bladet ALT for damerne har i snart 40 år bevaret sit sociale engagement og har konstant, kontant og imponerende visionært formået at udvikle sig med det samfund, der optager hende så meget. Tine Bryld er holdning, handling, nødvendig forvandling – og menneskelig anstændighed.

Jeg er meget stolt af at få den pris. Og glad for, at jeg har været i stand til at forny mig og ta' samfundet til mig samtidig med, at jeg har beholdt mit engagement. Og så har jeg været uafhængig. Jeg har været mig, siger Tine Bryld, der nægter at lægge kampgejsten på hylden, så længe hun synes, der stadig er noget at kæmpe for. Og det er der! I næste måned går turen til Grønland, som hun er stærkt socialt engageret i.

ALT for damernes chefredaktør Hanne Høiberg udtaler:
Jeg er rigtig glad for, at læserne har valgt Tine Bryld. Både fordi hun har været en uundværlig del af ALT for damerne i to trediedele af den tid, bladet har eksisteret, og fordi hun altid har svaret læserne ud fra en grundlæggende respekt for, at vi mennesker er forskellige.

ALT for damernes Kvindepris uddeles i år for 24. gang. Med prisen følger et studierejselegat på 25.000 kr.

Yderligere oplysninger hos chefredaktør Hanne Høiberg, tlf. 39 45 74 31. Eller direkte hos Tine Bryld på 35 34 00 78

Det er en tradition, at vi overrækker ALT for damernes Kvindepris på bladets fødselsdag. I år fylder vi 60 år – det første blad kom på gaden i 1946. Pressen er velkommen til at komme og møde Tine Bryld, når hun får overrakt prisen under vores fødselsdagsreception onsdag den 11. oktober kl. 16.30 i studie 4 på Nordisk Film i Valby.