Logo

RSS Print

TV2 Sputnik udvider

Ny aftale med Scanbox øger antallet af film, Nordisk Film udlejer via internettet, til 370

Danmarks nye bredbåndskanal, TV2 Sputnik, får nu et endnu bredere udvalg af film på hylderne. Fredag den 17. juni når udvalget op på 370 titler, efter Nordisk Film har indgået en ny distributionsaftale med Scanbox. Selskabet starter med 50 ekstra titler på Sputnik Film og flere følger løbende resten af året.

TV2 Sputnik lancerede i april Sputnik Film, som via internettet giver de danske forbrugere adgang til en lang række danske og udenlandske film fra Nordisk Films rettighedskatalog og fra andre selskaber. Filmene kan via computeren ses på både PC-skærm og fjernsyn.

Allerede den 17. juni kan danskerne således se internationale film som "Fahrenheit 9/11", "Passion of the Christ", "Monster", "Sky Captain" og danske film som "Bleeder" og "I Kina spiser de hunde" via Sputnik Film. Hver måned kommer flere film til. For tiden er de mest populære film på internettet Hollywood-filmen "Jorden Rundt i 80 Dage" og danske "Kongekabale".

"TV2 Sputniks filosofi er, at vi vil være danskernes digitale videobutik og give kunderne adgang til et bredt udbud af film. Der skal hele tiden være nye varer på hylderne. Det får vi i endnu højere grad end hidtil med den nye aftale, vi har indgået med Scanbox", siger Mikkel Berg, Vice President, Nordisk Film.

Kenneth Wiberg, salgsdirektør i Nordisk Film og ansvarlig for virksomhedens Sputnik-afdeling, fortsætter: "Vi glæder os til samarbejdet med Scanbox, som er vores første distributionsaftale. Den vil blive fulgt af lignende aftaler med andre filmdistributører, så vi sikrer konstant fornyelse og et bredt filmudbud på Sputnik Film".

"Vi ønsker at være til stede i alle kanaler, hvor forbrugerne ønsker at se film, og er glade for at kunne tage en lovlig digital platform som Sputnik i brug. For branchens fremtid er det afgørende med lovlige alternativer til download og fildeling, peer to peer", siger Development Manager i Scanbox Entertainment A/S, Jon Einar Sivertsen.

For yderligere informationer, venligst kontakt

Kenneth Wiberg, salgsdirektør, Nordisk Film, tlf. +45 2170 1208

Jon Einar Sivertsen, Scanbox, tlf. +47 4000 8282