Logo

RSS Print

Susanne Biers EN CHANCE TIL solgt til hele verden

Intet mindre end 134 lande fra hele kloden har købt Susanne Biers kommende film produceret af Egmont-delejede Zentropa.

  • Henrik Petit

    Henrik Petit

Der er næsten fire måneder til den hjemlige biografpremiere på Susanne Bier og Zentropas kommende danske drama EN CHANCE TIL, men allerede nu sælger filmen helt sensationelt godt internationalt og er næsten udsolgt i hele verden. 

EN CHANCE TIL fik verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto for et par uger siden, og forleden fik den under langvarige stående ovationer europapremiere på filmfestivalen i San Sebastian i Spanien, hvor filmen er med i hovedkonkurrencen. Det er især efter disse to festivalpremierer, at filmens internationale salg er eksploderet, og nu har hele 134 lande over hele verden købt rettighederne til filmen - senest Frankrig og Storbritannien.

Filmens øverste salgsansvarlige for udlandet, direktør Rikke Ennis fra TrustNordisk udtaler:

"De universelle temaer i Susanne Biers filmunivers klikker med distributører og publikum over hele verden, og EN CHANCE TIL er ikke en undtagelse. Med dette flotte salg og pågående forhandlinger med USA, er vi tæt på udsolgt på denne enestående film."

Om filmen

De to kriminalkommissærer og bedste venner, Andreas og Simon, lever vidt forskellige liv. Andreas er lykkelig med sin smukke kone, Anna, og deres fælles søn, mens den fraskilte Simon bruger størstedelen af sin tid, stangstiv, på den lokale stripklub. Men alt bliver vendt op og ned, da de en dag kaldes ud til husspektakel hos Tristan og Sanne, et junkiepar fanget i en ond spiral af vold og stoffer. Det ligner en rutinesag – indtil Andreas finder deres forsømte baby grædende. Den ellers så afmålte politimand bliver konfronteret med sin egen magtesløshed og rystes i sin grundvold. Og efterhånden som Andreas langsomt mister grebet om retfærdighed, bliver det pludseligt op til den uregerlige Simon at genoprette grænsen mellem ret og uret.

EN CHANCE TIL er et rystende, rørende og nervepirrende drama om virkelige mennesker, der pludseligt bliver ofre for omstændigheder større end dem selv.På rollelisten står Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen, Maria Bonnevie, Nikolaj Lie Kaas og Lykke May Andersen i de største roller samt Søs Egelind, Kirsten Lehfeldt, Bodil Jørgensen, Thomas Bo Larsen, Mille Lehfeldt, Molly Egelind, Roland Møller m.fl.

Holdet bag filmen

Susanne Bier vender tilbage på dansk grund med en film, som hun skaber sammen med nogle af de stærkeste kreative kræfter i Norden. Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen baseret på en historie af Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. EN CHANCE TIL produceres af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa, som også har stået bag Susanne Bier-film som BRØDRE, EFTER BRYLLUPPET, HÆVNEN og DEN SKALDEDE FRISØR. 

EN CHANCE TIL har et budget på 35 mio. kr. og er produceret af Zentropa Entertainments34 i co-produktion med Zentropa International Sweden, FilmFyn og Film I Väst. Med støtte fra Det Danske Filminstitut, Svenska Filminstitutet, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages. Og i samarbejde med DR og SVT. 

EN CHANCE TIL har dansk premiere 15. januar 2015, hvor den er en del af den kommende sæsons Biografklub Danmark-program. Filmen distribueres i Danmark af Nordisk Film Distribution, mens Trustnordisk står for det internationale salg.