Logo

RSS Print

Større fokus på færre titler

Den danske forlagsbranche er inde i store forandringer. Med et fuldt liberaliseret marked fra januar 2011 bliver konkurrencen om bestsellere hårdere samtidig med at forlagene skal forberede sig på det digitale marked. I Lindhardt og Ringhof har man oplevet succesfulde digitale satsninger og fundet en mulig formel, der kan hjælpe med at skabe bestsellere.

"I Lindhardt og Ringhof søsætter vi flere forskellige skibe på det digitale område. Vi har blandt andet lanceret en app til iPad og iPhone med syv H.C. Andersen eventyr, der ligger på toplisten over iPad og iPhone app downloads," fortæller adm. direktør Anette Wad. Hun er lige kommet ind på sit kontor fra det månedlige morgenmøde med alle forlagets medarbejdere, der i de kommende år vil opleve en hverdag præget af en mere digital organisation, flere teams der arbejder tæt sammen på tværs af organisationen og et mål om at kunne levere en 360 graders servicepakke til forfatterne.

Bestsellere bliver vigtigere i fremtiden
"Fra den 1. januar forsvinder de faste priser på bøger og skaber et langt større pres for, at hver enkelt titel skal kunne sælge. Hvor vi før i tiden var en beskyttet branche, er alt nu til forhandling – ikke mindst prisen. Vores mål er derfor at udgive færre titler, og lægge et større tryk på dem ude i markedet," forklarer Anette Wad.

En af måderne til at få fat i nationale bestsellere kan være at indgå langsigtede samarbejdsaftaler med potentielle bestsellerforfattere på eksempelvis to og tre bøger. Det giver mulighed for, at forlaget kan sætte alle sine resurser ind på at hjælpe den enkelte forfatter. Både i forhold til salg, men også i den redaktionelle proces og i udviklingen af sideprodukter som digitale formater af bogen. På den måde sikrer man sig, at den enkelte bog lanceres bredest muligt og i flere kanaler samtidigt. For forlaget betyder det samtidig, at langt flere bliver involveret i den enkelte bog. Allerede ved antagelsen af en forfatter sidder både salg, marketing, presse og redaktion således med ved bordet.

"I fremtiden bliver et af forlagenes vigtigste succeskriterier relationen til forfatterne, og hvordan vi skaber værdi for dem. Den gode relation mellem forfatter og forlag er vores kernekompetence. Vores forfattere skal opleve, at forlaget arbejder som et team fra redigering, presse, markedsføring til salg. Forfatteren skal møde en stærk holdopstilling."

"Som forlag skal vi kunne noget mere i fremtiden. Vi skal være meget mere agile, og vi skal kunne levere nogle ydelser, vi ikke har internt i dag. For eksempel inden for det digitale område. Vi er derfor meget glade for etableringen af Egmonts digitale centre. For det har givet os adgang til nogle kompetencer, som andre forlag ikke har," slutter Anette Wad.

Tre danske trends

Bestsellerismen
Antal solgte bøger er stort set uændret over de seneste år, men tendensen er helt tydelig. Bestsellere kommer til at betyde mere og mere for forlagenes økonomi, fordi salget koncentrerer sig om langt færre titler. Der sælges mere af det samme og mindre i bredden.

Print-on-Demand
Det er nu blevet så billigt at trykke bøger digitalt, at man kan få trykt en bestemt titel i et lille oplag. Det er absolut en god forretningsmodel for forlagene, for med den nye teknologi kan man holde liv i en lang backliste uden at binde sig til et lager. Print-on-demand teknologien gavner også debuterende forfattere, fordi forlaget kan udgive deres bøger uden større risiko.

Kortere levetid
Levetiden på bøger er gået fra to år til seks måneder. Det stiller udfordringer til fastsættelse af oplagsstørrelse, idet bøgerne har fået en kortere og mere hektisk salgsperiode.

 

  

FAKTA:

Michael Katz Krefeld er lanceret gennem nye kanaler og platforme som Facebook, iPhone og iPad apps, online konkurrence og digitale barcodes. Samtidig blev der reklameret for bogen i tv-spots og med en række annoncer.

Selv om markedet for digitale bøger er voksende udgør det stadig en minimal del af omsætningen. Det store konsulenthus PriceWaterhouse har fremskrevet udviklingen på det amerikanske e-bogsmarked og anslår, at salget af e-bøger om fem år udgør under 10 pct. af det samlede bogsalg.

 

Michael Katz Krefeld – den nye forfatterrelation

 

Da Lindhardt og Ringhof i begyndelsen af november lancerede krimiforfatteren Michael Katz Krefelds "Protokollen", skete det med salg i både boghandlere, supermarkeder og netbutikker. Samtidig blev bogen understøttet af tv-reklamer, omtale i ugeblade og gratis læseeksemplarer i ALT for Damerne. Den massive foromtale af en bog og forfatteren bag bogen er ikke et tilfælde. Lindhardt og Ringhof har nemlig lavet en aftale med forfatteren om at levere tre bøger.

 

Det har givet mulighed for at give forfatteren en massiv opbakning i forlaget hvor de fire led, redaktion, markedsføring, presse og salg har arbejdet tæt sammen for at hjælpe bogen på vej. Langt over 10 personeri forlaget har været involveret i tilblivelsen af bogen. For markedschef Jacob Harregaard har den situationværet en drømmesituation.

"Her var vi ude allerede fire måneder før og kunne lave en detailplan. Både i forhold til positionering og målgrupper, men også i forhold til at identificere mulige partnere," forklarer Jacob Harregaard. Normalt skal han sælge bøgerne på deres indhold, men partnerskabsaftalen med Katz Krefeldt gav mulighed for at lave en særlig kampagne, der også skulle sælge forfatteren bag bogen.

"Vores forfattere er et brand i sig selv – og de kan i sig selv have en helt anden målgruppe, end selvebogen, hvilket er en vigtig dimension, når det gælder etablering af et forfatterskab på langt sigt. Vi har faste milepæle, som vi løbende evaluerer på og vi har turdet satse på en lang række nye medier og kanaler," forklarer Jacob Harregaard.