Logo

RSS Print

Statsministeren i ALT for damerne: Folk ville have nemmere ved at forstå det, hvis vi blev skilt

I et åbenhjertigt interview i det nye nummer af ALT for damerne fortæller statsminister Helle Thorning-Schmidt om forældrenes skilsmisse, rollen som mor og ægteskabet med Stephen Kinnock. Hun fortæller også om, hvordan man som kvindelig toppolitiker bliver vurderet anderledes end de mandlige kolleger.

  • Foto: Les Kaner

    Foto: Les Kaner

Det er første gang Helle Thorning-Schmidt åbent fortæller om bl.a. den svære tid i barndommen, hvor hendes forældre blev skilt. Skilsmissen har præget hendes voksenliv og hendes egen tilgang til familielivet, som i nogens øjne er et mysterium, fordi ægteparret Thorning og Kinnock har levet i hvert sit land i de fleste af de 22 år, de har kendt hinanden.

"For mig har det betydet, at jeg aldrig nogensinde ønsker at tage den samtale med mine børn. For jeg synes det er forfærdeligt," fortæller Helle Thorning-Schmidt til ALT for damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen, og understreger, at et forhold der varer i mange år aldrig kun er rosenrødt:
"Stephen og jeg har været sammen siden 1992 og det er mange år. Og der er altid op og nedture - sådan er det. Men ud ad så mange år, og så stærkt et fællesskab og to fælles børn og så mange fælles oplevelser, der skabes jo også bare et kæmpe stærkt fællesskab, der bygger på kærlighed, som man skal gå rigtig langt for at bevare."

Forskellig opfattelse af kvinder og mænd i politik
I interviewet fortæller Helle Thorning-Schmidt også om de fordomme og etiketter der automatisk følger med rollen som Danmarks første kvindelige statsminister. Hun oplever forskellen i måden kvinder og mænd bliver opfattet på som markant:

"Det gik op for mig engang, hvor jeg havde løst hår og en journalist skrev, at jeg havde fået "kom-og-tag-mig-hår". Det kom lidt bag på mig, at langt lyst hår åbenbart er "kom-og-tag-mig-hår" i nogen mænds optik. Og der gik det op for mig, at ja... hvis det er sådan, det bliver set, så er det sgu vanskeligt. På den måde så er der stadig forskel på mænd og kvinder," lyder det fra statsministeren.

"...jeg tror man bliver vurderet på et bredere spektrum og det betyder også at man kan fejle på flere områder," siger Helle Thorning-Schmidt.

ALT for damerne nr. 20 udkommer onsdag den 14. maj.
Billeder kan hentes her (foto credit: Les Kaner).

For yderligere information venligst kontakt:

Chefredaktør Tina Nikolaisen, tlf: 31 31 36 34.