Logo

RSS Print

Søren og Mette fej-rer 60 års fød-sels-dag

700.000 Søren og Mette-bøger er blevet slidt op i de danske folkeskoler siden 1954, hvor læsebøgerne udkom første gang. Serien er siden blevet kåret som det mest effektive læsesystem, og forlaget Komma fejrer i dag 60-året med en ny udgivelse.

En stor del af danskerne er opvokset med de to syvårige tvillinger Søren og Mette, som har være flere generationers første læseoplevelse. Hele 700.000 læsebøger er blevet slidt op, siden de udkom første gang i 1954, og i dag kan læsebøgerne fejre sin 60 års fødselsdag.

"Søren og Mette" er undervejs blevet justeret og har tilpasset sig tidsånden. Familiens bil omtales eksempelvist forskelligt efter den accelererende kvindefrigørelse. Oprindeligt hed det: "Far har en bil, en fin bil, en ny bil". I den reviderede udgave fra 1971 er sætningen dog lavet lidt om: "Far og mor har en bil. Det er ikke en ny bil, men den er god".

Den bedste

Fra 1960 til 1980 lærte 60-70 % af alle danske børn at læse ved hjælp af "Søren og Mette", og i 1990´erne viste undersøgelsen "Hvordan kommer børn bedst i gang med at læse?", foretaget af Undervisningsministeriet, at "Søren og Mette" var det mest effektive system til at lære børn at læse. Konklusionen var at "Elever, der anvender Søren og Mette-bøgerne i begynderundervisningen, kommer langt hurtige i gang med at læse enkeltord end de øvrige elever, og at der er færre dårlige læsere blandt elever med Søren og Mette end blandt elever med andre systemer."

En direkte effekt af undersøgelsen er, at principperne fra "Søren og Mette" nu videreføres i de fleste af de nyeste undervisningsmaterialer.

Ny udgave

"Søren og Mette" bliver stadig flittigt læst i de danske skoler og i anledning af søskendeparrets 60 års fødselsdag, udgiver Komma, som er en del af forlagshuset Lindhardt og Ringhof, en revideret og ajourført udgave af "Søren og Mette" samt opgavehæfter.

Redaktør Merete Schäffer fra forlaget Komma siger: "Nye læsesystemer har taget over, men de er stadig bygget på Søren og Mettes læringsprincipper. De klassiske Søren og Mette bøger bliver stadig brugt i vid udstrækning i f.eks.specialundervisningen. Derfor vil dette nostalgiske læsesystem fungere perfekt som supplerende materiale til træning i hjemmet ved læsestart, læsetræning og læseløft".

 

Fakta:

• Søren og Mette er en skolebogsserie anvendt i indskolingen til at lære børn at læse.

• Søren og Mette er udover læsebøger også læsespil, frilæsningsbøger og opgavehæfter.

• Forfatterne til 1. udgave var lærer Knud Hermansen og psykolog Ejvind Jensen, mens tegneren Kirsten Jensenius stod for illustrationerne.