Logo

RSS Print

Rumle Hammerich i ny rolle hos Nordisk Film

Efter fire år som adm. direktør for Nordisk Film Production Danmark har Rumle Hammerich valgt at fokusere mere på indhold og produktion af egne projekter. Han er netop udnævnt til kreativ direktør i Nordisk Film Production.

Kim Magnusson, der er siden maj har været direktør for alle film- og tv-dramaaktiviteter i Norden, bliver nu også adm. direktør for det danske filmselskab.

Rumle Hammerich, der tidligere har udviklet tv-projekter som "Taxa", "Rejseholdet" og senest TV 2 og Nordisk Films nyeste dramasatsning "FORSVAR", vil i fremtiden være ansvarlig for udvikling af dansk tv-dramatik samt udvikling af egne projekter som instruktør. Samtidig vil han bidrage til udviklingen af tv-dramatik og spillefilm i Norden.

Nordisk Film Production, der fortsat ekspanderer, vil inden for de nærmeste år op på mindst ti filmproduktioner om året i Norden. Under Rumle Hammerichs ledelse har selskabet blandt andet produceret markante film som "Reconstruction", "Lykkevej", "At kende Sandheden" og "Her i Nærheden".

Yderligere oplysninger:
Adm. dir. Kenneth D. Plummer, Nordisk Film, +45 36 18 82 01
Kreativ direktør Rumle Hammerich og adm. dir. Kim Magnusson, Nordisk Film Production, +45 36 18 82 00

NORDISK FILM er en del af Egmont og ledende inden for udvikling, produktion og distribution af levende billeder i de nordiske lande. Aktiviteterne omfatter film, tegnefilm, reklamefilm, musikvideoer, video, dvd, TV samt elektroniske spil. NORDISK FILM er indehaver af de nordiske rettigheder til distribution af Sony PlayStation og ejer biografer i Danmark og Norge. Derudover ejer NORDISK FILM selskaber inden for post produktion, filmlaboratorier og udlejning af broadcastfaciliteter. NORDISK FILM havde i 2002 en samlet omsætning på € 432 mill. og beskæftiger 1.152 medarbejdere.