Logo

RSS Print

Rasmus Klump går til musikken...

Eventyr har altid været omdrejningspunktet for Rasmus Klump. Gennem generationer har han givet børn sjove, finurlige og underholdende oplevelser, og nu går den lille bjørn i smækbukser og polkaprikker til musikken. En række af Danmarks største kunstnere har nemlig indspillet 11 numre – 10 helt nye samt en genindspilning af Rasmus Klumps temasang.

Holdet bag Rasmus Klump albummet, 'Kom og Dans', tæller bl.a. Szhirley, Alberte, Jimmy Jørgensen, Noam Halby, Frederik, Tom McEwan, Sukkerchok og Saseline. Alberte og Tom McEwan har altid været leveringsdygtige i kvalitetsunderholdning til børn. Alberte som Luna i "Bamse & Kylling" og med de 2 albums "Tju bang Chokolademand" og "Sludder og vrøvl gamle jas". Tom McEwan med sangen "Fy Fy Skamme" fra Omsen & Momsen, og i serien "Palle, Polle & Ruth".

Szhirley og Saseline er begge nybagte mødre, så genren synes som et naturligt valg for de to veninder. Szhirley ligger da også stemme til albummets smukke vuggevise "Det Lille Mirakel".

"Det har virkelig været skønt at "lege" med Rasmus Klump igen. Det er efterhånden mange år siden, vi sidst "sås" og at mødes med ham igen omkring min yndlingsleg/musik er super dejligt. Jeg synes, det er ekstra smukt, fordi et af de numre, jeg synger på pladen, er en vuggevise. Dét er magisk at synge, eftersom jeg selv lige er blevet mor og alle følelserne sidder uden på tøjet" siger Szhirley.

De 11 numre byder på masser af musikalske eventyr med Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle som de naturlige hovedpersoner. Vær med, når de bygger det gode skib Mary, spiser pandekager, danser stopdans og rejser ud i den store verden.

"Det er fantastisk at se Rasmus Klumps musikalske univers komme til live. Kunstnere og holdet bag har fanget selve essensen af Rasmus Klumps fantastiske verden" siger Michael Benzon, der er licenschef hos Egmont og ejer rettighederne til Rasmus Klump. Udgivelsen kunne købes overalt fra den 16. august 2010, og lørdag den 11. september 2010 kan den opleves live på Plænen i Tivoli (København).

Trackliste:
1. Rasmus Klump (Szhirley / Saseline / Frederik / Noam Halby)
2. Det Lille Mirakel (Szhirley)
3. Pingo Pingvin (Jimmy Jørgensen)
4. Skægs Sømandsvise (Tom McEwan)
5. Det Er Din Fødselsdag (Frederik)
6. Se Det Sne (Szhirley)
7. Pandekager Året Rundt (Sukkerchok)
8. Rejs Med Mig (Saseline)
9. Vi Bygger Mary (Noam Halby)
10. Hvalsang (Tom McEwan)
11. Uden Hatten På (Alberte)

For mere information – kontakt:

Marie Fensmark (e-mail: marie@parliamo.dk eller tlf. 29 46 48 49)