Logo

RSS Print

Rasmus Klump får S-tog i fødselsdagsgave

Næste torsdag den 17. november får Rasmus Klump sit helt eget S-tog i fødselsdagsgave. Men det er heller ikke hver dag, Danmarks måske mest elskede bjørn runder 60 år. 200 børn fra københavnske børnehaver får som de allerførste en tur til Hovedbanegården.

Den 17. november kl. 10.51 ruller et særligt S-tog ind på Hovedbanen i København. 200 feststemte børn og voksne fra en række børnehaver i Storkøbenhavn er stået på Rasmus Klump-toget undervejs fra Høje Taastrup. Ved ankomsten bliver toget mødt af Tivoli Gardens Tambourkorps sammen med Rasmus Klump og hans ven Skæg. Børnene er nemlig indbudt til 60-års fødselsdagsfest i Rasmus Klumps Verden i Tivoli.

I Rasmus Klumps Verden synger Frederik (kendt fra X-factor og som sanger på Rasmus Klumps eget musikalbum) fødselsdagssange med børnene. Forlystelsen Fyrtårnet er i dagens anledning åben for alle børn mellem kl. 11 og 13. I samme tidsrum kan alle børn få en pandekage. Hele dagen er der som altid gratis adgang til Tivoli for alle børn op til 8 år i selskab med voksne.

Arrangementet er resultatet af et samarbejde mellem Egmont, DSB S-tog og Tivoli, som fejrer den glade bjørn med det ukuelige gå-på-mod med en fest, der er lige i Rasmus Klumps ånd. Anledningen er, at det netop den 17. november er 60 år siden, Rasmus Klump første gang så dagens lys i en avisstribe i Berlingske Aftenavis.

Rasmus Klumps 60-års fødselsdagstog
Rasmus Klump-toget er et S-tog med 8 vogne. Det er rødt med Rasmus Klumps karakteristiske hvide prikker. Under vinduerne sidder fine tegninger af Rasmus og en række af vennerne fra Klump-universet. Helt frem til nytår kan alle køre med Rasmus Klump-toget på skift på alle S-togsruter. Medlemmer af DSB S-togs kundeklub, S-MORE, får desuden to pandekager for éns pris i Rasmus Klumps Verden i Tivoli.

Til pressen
Der vil være gode stemningsbilleder ved modtagelsen på Hovedbanegården og efterfølgende i Rasmus Klumps Verden i Tivoli. Der er et begrænset antal pladser til turen i Rasmus Klump-toget 17. november. Derfor er tilmelding nødvendig – kontakt venligst Rikke Elmenhoff, Egmont, på rel@tsf.egmont.com.

 Yderligere information:

  •  Nanna Lindhardt, pressekonsulent i Egmont, tlf. 30 70 72 28, e-mail: nli@egmont.com
  • Torben Plank, presseansvarlig i Tivoli, tlf. 22 23 74 40, e-mail: tpl@tivoli.dk
  • Niklas Marschall, Salgsdirektør i S-tog, via DSB Kommunikation på tlf. 24 68 00 00