Logo

RSS Print

Rasmus Klump app omsatte for en million på ni måneder

Egmonts erfaringer med Rasmus Klump app'en peger på, at der eksisterer et klart behov blandt danske forældre for leg og læring apps til børn.

På den sidste dag i 2011 rundede Egmonts Rasmus Klump app en million kr. i omsætning. Den er på under de ni måneder blevet downloadet ikke mindre end 95.000 gange og har ligget øverst på iTunes' 'Entertainment'-hitliste i alle weekender, hvor aktivitetsniveauet topper. App'ens omsætning har været konstant stigende, og væksten ser ud til at fortsætte i 2012.

"Vi har ikke kendskab til andre dansk producerede apps til børn, som har klaret sig ligeså godt på så kort tid. App'en er en god forretning, og det tyder på, at der er en forretningsmodel i at give gratis indhold kombineret med mulighed for tilkøb. Erfaringerne peger helt entydigt på, at der eksisterer et klart behov blandt forældre for leg og læring apps til børn. Denne type app kan laves til et rimeligt budget, især når man bl.a. har film og bøger i forvejen, som kan "ompakkes" og genbruges i app'en," siger Bjørn Belardo, som er Digital Product Manager i Egmont Serieforlaget.

Rasmus Klump app'en, der fungerer på iPad, iPhone og iPod Touch, er en digital legeplads for børn i 3-6 års alderen, hvor der er mulighed for blandt andet at farvelægge Rasmus Klump-tegninger, spille vendespil og se tegnefilm. App'en er gratis at downloade, men der er mulighed for at tilkøbe flere oplevelser, hvilket over 40 procent af alle brugere gør. Det mest populære tilkøb er filmpakkerne, men lydbøgerne har også vist sig at være en stor succes.

"Rasmus Klump app'en er blot en lille del af Egmonts arbejde med at revitalisere Rasmus Klump og få ham ud på de nye medieplatforme, hvor børn i dag befinder sig. Rasmus Klump skal være synlig dér, hvor det giver mening, og hvor Klump-universet kan bestå", siger Michael Benzon, Licensing Manager i Egmont.

  • Bjørn Belardo - Digital Product Manager i Egmont, tlf: 26 84 54 22, e-mail: bbe@tsf.egmont.com
  • Michael Benzon – Licensing Manager i Egmont, tlf: 30 34 22 72, e-mail: mbe@tsf.egmont.com