Logo

RSS Print

Premiereaktuelle THE SALVATION solgt til USA og Canada

Efter den fantastiske modtagelse fra publikum og den internationale presse på filmfestivalen i Cannes i weekenden, er Kristian Levrings danske western THE SALVATION "hottere end hot" blandt internationale salgsagenter på festivalen og netop blevet solgt til USA og Canada. 

  • Foto af Jens Schlosser

    Foto af Jens Schlosser

Kristian Levrings danske western, der netop nu er "talk of the town" blandt de internationale sælgere på årets filmfestival i Cannes, er solgt til et af de mest hæderkronede distributionsselskaber i Nordamerika, IFC Films, som bl.a. har distribueret film for Lars Von Trier og Susanne Bier.

Der forhandles i disse dage med filmdistributører i hele verden, og der er ingen tvivl om, at der er kæmpe interesse for den danske western. I går lykkedes det således at lukke en salgsaftale, der sikrer distribution i USA og Canada, og det er ikke hvem som helst, der får overdraget tøjlerne i Nordamerika. Det danske salgsselskab TrustNordisk har indgået en aftale med det amerikanske distributionsselskab IFC, der er førende i USA, når det gælder distributionen af uafhængige film.

IFC har distribueret film i Nordamerika siden år 2000 og har håndteret spillefilm for stjerneinstruktører som Steven Soderberg, Richard Linklater, Gus Van Sant, Spike Lee, Todd Solondz, Olivier Assayas og vores egne Susanne Bier og Lars Von Trier.
Foruden USA er det i de forgangne uger lykkedes at lukke salgsaftaler med Frankrig, Australien, Benelux-landene, Grækenland, Estland, Sverige, Island, Finland og Norge.

Glæde hos dansk salgsselskab

Hos TrustNordisk er der glæde over den fantastiske interesse, der omgærder THE SALVATION i Cannes netop nu. Direktør Rikke Ennis udtaler: "Interessen for THE SALVATION har været intet mindre end overvældende. Vi har ikke forhandlet med studier og til de priser siden "Dancer in the Dark". Dansk film er i højere kurs end nogensinde, og ingen er i tvivl om, at Mads Mikkelsen nu officielt er en verdensstjerne. Vi er så stolte over Kristians Levrings film!"

THE SALVATION fik verdenspremiere natten til søndag som en del af filmfestivalens officielle program. Den propfyldte sal i festivalpalæets største sal kvitterede med stående ovationer i seks minutter, og henover weekenden indløb der begejstrede anmeldelser fra verdens mest toneangivende filmtidsskrifter, bl.a. Hollywood Reporter, Variety, Screen International, Empire Magazine og TotalFilm.

THE SALVATION har premiere i dag i knap 70 biografer over hele Danmark.

Internationalt stjernecast

THE SALVATION har Mads Mikkelsen i spidsen for et internationalt stjernecast, der også tæller bl.a. Eva Green (Casino Royale, Kingdom of Heaven, Det Gyldne Kompas) Jeffrey Dean Morgan (Greys Hvide Verden, Watchmen), Eric Cantona (Elizabeth, Looking for Eric), Mikael Persbrandt (aktuel i En du elsker), Jonathan Pryce (Tomorrow Never Dies, tre Pirates of the Carribean-film, Brazil), Michael Raymond-James (True Blood, Jack Reacher), Douglas Henshall (The Eagle, Dorian Gray)og danske Nanna Øland Fabricius (Oh Land).

Holdet bag filmen

THE SALVATION er skrevet af Oscarvindende Anders Thomas Jensen og Kristian Levring. Anders Thomas Jensen og Levring har tidligere skrevet den multi-prisvindende Dogme-film The King is Alive og Den du frygter. Filmens cheffotograf er Jens Schlosser, den klippes af Pernille Bech Christensen, og musikken er skabt af Kasper Winding. Filmen er produceret af Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa, som senest har produceret bl.a. Hævnen, Den skaldede frisør, En kongelig affære, Jagten og En du elsker.

Filmen er produceret af Zentropa Entertainments33 i co-produktion med Spier Films i Sydafrika og Forward Films i England med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR, Film i Väst i Sverige, Nordisk Film & Tv Fond samt The MEDIA Programme of the European Union.

Filmens budget er på ca. 80 mio. kroner med 9 mio. kr. i støtte fra Det Danske Filminstitut ved Kim Leona.

THE SALVATION er en engelsksproget film, men der tales også dansk. Den blev optaget på location i Sydafrika i foråret og sommeren 2013.

Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Biografdistribution.