Logo

RSS Print

Ønskefonden modtager Rasmus Klump Prisen 2015

Dette års Rasmus Klump Pris går til Make-A-Wish Ønskefonden, som opfylder ønsker for børn med livstruende sygdomme

Alexa Bruun Rasmussen, ambassadør for Ønskefonden, modtager Rasmus Klump-prisen af Rasmus Klump og licenschef Michael Benzon, Egmont Publishing.

Han er alle børns ven – og derfor er det også helt naturligt, at dette års Rasmus Klump-pris går til at støtte de børn, der har ekstra behov. Modtageren af Rasmus Klump Prisen 2015 hedder Make-A-Wish Ønskefonden og er en privat humanitær organisation, som igennem de seneste 16 år har opfyldt ønsker for mere end 1500 danske børn med livstruende sygdomme.

”Ønskefonden udfører et vigtigt stykke arbejde for børn, som har behov for håb og glæde i deres hverdag. Det er en indsats, som vi med Rasmus Klump Prisen 2015 gerne vil værdsætte og bakke op,” siger Licensing-chef hos Egmont Publishing  Michael Benzon.

Beærede over anerkendelse
Prisen blev formelt overrakt ved søndagens Ønskekoncert i Skt. Jakobs Kirke på Østerbro i København, hvor blandt andre Søs Fenger og Cæcilie Norby havde sagt ja til at synge til fordel for det gode formål.
 
”Vi er meget glade og beærede over at have fået Rasmus Klump prisen og ikke mindst den anerkendelse der følger med. Vi vil bruge pengene til at opfylde ønsker til de børn der har mest brug for det og derved give håb, styrke og glæde”, siger Lars Høngaard, bestyrelsesmedlem og pressetalsmand for Make-A-Wish Ønskefonden.

Mary og Hospitalsklovne
Rasmus Klump Prisen uddeles af Egmont til en person eller organisation, der gennem sit virke har levet op til filosofien i Rasmus Klumps historier om venskab og trofasthed, og som derved har været et godt eksempel for danskerne.

Selve prisen består ud over æren af en check på 25.000 kr., der går til det gode formål, som vinderen repræsenterer.

Blandt de tidligere modtagere af Rasmus Klump Prisen er Team Rynkeby og Børnecancerfonden, HKH Kronprinsesse Mary og Mary Fondens anti-mobbekampagne, Red Barnet og Danske Hospitalsklovne.

For yderligere information kontakt:

Mette Klingsey
Media Consultant
+45 25 32 34 78
mette.klingsey@egmont.com