Logo

RSS Print

Nyt svensk spilmagasin til og af børn

Egmont Kids Media Nordic har netop lanceret Zapp – et helt nyt magasin til svenske børn, som elsker computerspil, hvad end det er på PC, iPad eller PlayStation. Magasinet er produceret i samarbejde med et ekspertpanel bestående af spilinteresserede børn.

  • Magasinet Zapp

    Magasinet Zapp

Zapp er navnet på et helt nyt spilmagasin for 7-13 årige børn i Sverige.

Frem for blot at fokusere på en enkelt platform skriver Zapp i stedet både om konsol- og PC spil men også om de mere simple, app-baserede spil til tablets. Bare der er en god historie at fortælle.

"Vi fandt ud af, at børn, som interesserer sig for spil, havde brug for et magasin, som ikke skelner mellem app-spil og de mere avancerede konsolspil. Hos Zapp lytter vi til læserens ønsker og interesser og justerer magasinet derefter. Vi ser på, hvad man synes er spændende, når man er mellem 7 og 13 år gammel. Zapp er desuden et magasin for både piger og drenge, som kan lide at spille computerspil," siger chefredaktør Olle Agebro.

Magasinet kommer til at indeholde nyheder og anmeldelser af aktuelle spil samt input fra et ekspertpanel bestående af børn, som er med til at forme indholdet. For første gang i spilmagasinernes historie vil læserne spille en aktiv rolle i produktionen: Børn kan skrive anmeldelser, komme med tips til deres favoritspil og indsende tegninger og billeder.

Artiklerne vil blive skrevet af nogle af de bedste journalister indenfor området. Chefredaktør Olle Agebro har de sidste 10 år skrevet om spil for diverse magasiner og store spilsites i Sverige.

Den første udgave af Zapp er på hyldene d. 17. april over alt i Sverige. Egmont Kids Media Nordic vil hvert år udgive seks numre af magasinet.