skilsmisse

Ny rapport: Skilsmissebørn mister kontakten

20.11.2015

Mange børn med fraskilte forældre ender med at miste kontakten til enten mor eller far. De lever ofte med savn og konflikter tæt inde på livet, som de ikke får talt ordentligt ud om, viser en ny rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden.

Alene i 2014 oplevede 26.000 børn, at deres forældre flyttede fra hinanden. Det påvirker barnets relationer til dets forældre og omgivelser, ligesom forældres interne stridigheder og konfliktniveau kan blive så højt, at enten mor eller far trækker sig og bryder kontakten til barnet.

For de 11-årige skilsmissebørn har hver sjette mistet kontakten til den ene forældre, viser en ny rapport, ”Jeg er træt af at være deres brevdue”, hvor Børns Vilkår i samarbejde med Egmont Fonden har analyseret 2.500 skilsmisserelaterede henvendelser til BørneTelefonen.

”Rapporten viser, at det er en stor sorg for et barn at miste kontakten til den ene forælder. Derudover mister barnet også adgangen til en vigtig voksenstøtte. Når en forælder står alene med ansvaret er der fx typisk mindre tid til lektiehjælp og færre penge i hjemmet, og det kan have afgørende betydning for, hvordan barnet klarer sig i livet. Vi skal som samfund bidrage til at sikre, at forældrenes konflikt ikke afskærer barnet fra kontakt til den ene forælder,” siger Henriette Christiansen, direktør hos Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Kæmper med lavt selvværd
For nogle børn medfører skilsmissen og forældrenes konflikter svære vanskeligheder i hverdagen. Ud over at føle sig ensomme og svigtet, kæmper mange skilsmissebørn med et manglende selvværd.

”Hvis de ikke selv har valgt at bryde kontakten, oplever mange et manglende selvværd, hvor de føler, at den ene forældre ikke kan lide dem og ikke vil være sammen med dem,” siger Bente Boserup, seniorkonsulent hos Børns Vilkår, og fortsætter:

”Den manglende kontakt bliver et stort tab, og af hensyn til bopælsforælderen vender børnene ofte sorgen indad. De ved, at der er en forælder et sted derude, men mangler en forklaring på, hvorfor forælderen ikke længere vil komme og heppe på dem til deres fodboldkampe eller fejre deres fødselsdag,” siger Bente Boserup og bemærker, at i nogle tilfælde vælger børnene selv at bryde kontakten, hvis barnet ikke har det godt hos forælderen eller ikke føler sig velkommen.

Mandag den 23. november præsenteres rapporten og resultaterne ved en konference i Fællessalen på Christiansborg.