Logo

RSS Print

Ny digital chefredaktør hos Egmont Publishing

Erling Tind Larsen overtager jobbet som digital chefredaktør hos Egmont Publishing

Erling Tind Larsen overtager jobbet som digital chefredaktør hos Egmont Publishing
Solid digital erfaring og succes gør chefredaktør på Her&Nu Erling Tind Larsen til oplagt ny ankermand for indhold på tværs af Egmont Publishings websites. 

Erling Tind Larsen fortsætter i chefstolen på ugebladet, når han fra 1. oktober overtager posten som digital redaktør efter Jan Thoresen, som af familiemæssige årsager har valgt at vende hjem til Norge, hvor han skal arbejde med en række af Egmont Publishings digitale aktiviteter.

”Vi har været rigtig glade for samarbejde med Jan Thoresen og har fuldt forståelse for hans valg. Vi er naturligvis godt tilfredse med, at han fortsætter hos Egmont Publishing i Norge,” siger bladchef i Egmont Publishing Marianne Gram.

Om valget af ny digital chefredaktør siger Marianne Gram:
”Erling Tind Larsen har med en betydelig vækst i trafikken på herognu.dk og et flot bladsalg vist, at han forstår at kombinere det stærke indhold på print med den digitale indsats, som er afgørende for os i fremtiden.”

Erling Tind Larsen ser frem til at bidrage yderligere til væksten på hjemmesider som altfordamerne.dk, voresbørn.dk, hjemmet.dk, euroman.dk.

”Egmont Publishing har så meget unikt og stærkt indhold i vores magasiner og ugeblade, som naturligvis også skal have digitalt liv. Vores stof skal være, hvor vores læsere er, og i den form, der egner sig bedst muligt,” siger han.

Siden Erling Tind Larsen tiltrådte som chefredaktør på Her&Nu i oktober sidste år er herognu.dk gået 170 pladser frem på den officielle sider over mest læste websites.